Vil du følge med? 👇
Tacos med krydret tunsalat
Spicy tacos
Tacos med krydret tunsalat! Når aftensmaden eller frokosten skal være hurtig nem, så elsker jeg at lave en omgang tunsalat og smide det i en tortilla eller i et par hjemmelavede tacos.
For at få lidt smæk på smagen, så krydrer jeg min tunsalat med garam masala, spidskommen og karry – det smager drøngodt! Jeg topper dem med lynsyltede rødløg og koriander, og så er de ellers klar til blive guffet. Skal det være rigtig nemt, så køber jeg bare færdiglavede tortilla pandekager, men hvis du vil kæle lidt ekstra for dem, så kan du også lave dine egne tacos. Opskriften som jeg altid bruger når jeg skal lave tacos har jeg fra dygtige Stinna.
Prøv også: min opskrift på tacos med pulled barbecue portobello <<
Tacos med krydret tunsalat
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
Krydret tunsalat
- 2 dåser tun
- 1 rødløg, finthakket
- 2 spsk. creme fraiche
- 2 spsk. mayonaise
- 1-1,5 dl ærter og majs
- 1 tsk. karry
- ½ tsk. garam masala
- ½ tsk. stødt spidskommen
- lidt citronsaft
- salt og peber
- 1 håndfuld grofthakket koriander
Lynsyltede rødløg
- 1 rødløg, skåret i tynde ringe
- 2 spsk. hvidvinseddike eller æblecidereddike
- 2 spsk. vand
- 1 spsk. sukker
- salt og peber
Derudover
- tacos (se link øverst)
- frisk salat, fx. hjertesalat
- frisk koriander
- citron
Sådan gør du
Krydret tunsalat
- Dræn tunen for vand/olie og kom den i en skål. Kom alle andre ingredienser i skålen og smag til med salt, peber og citron.
Lynsyltede rødløg
- Skær rødløg ud i tynde skiver og kom dem i en skål. Hæld hvidvinseddike, sukker og vand i skålen og rør rundt. Lad dem trække imens resten af maden bliver klar.
Anretning
- Fordel salat, tunsalat og lynsyltede rødløg i dine tacos og top med frisk koriander og servér med frisk citron.