Vil du følge med? 👇
Indbagt asparges med pikant
Butterdejspakker med asparges
Indbagt asparges med pikant eller små sprøde butterdejspakker, som de også kaldes, er en nem og lækker forret eller appetizer, som dig og dine gæster vil elske. Derudover vil de også pryde dit påskebord og minde dig om, at de grønne asparges endelig er i sæson!
Du kan lave dem på bare 25 minutter. Alt du skal bruge er en plade butterdej, lidt pikantost, et bundt asparges, et rødløg og et par hvidløg.

Fyldes kan sagtens varieres! Du kan fx lave en vegetarudgave med svampe, en udgave med spinat og feta eller en udgave med pesto, skinke og ost. Der er massere af muligheder!
Hvis du er helt vild med butterdej som jeg, så prøv også min opskrift på butterdejspakker med chorizo, cheddar og pikant eller min opskrift på små butterdejstærter med pikant, feta og tomat.

Indbagt asparges med pikant
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- 1 plade butterdej
- 1 bundt asparges
- 3 spsk. pikant ost (eller anden smøreost)
- 2 rødløg
- 3 fed hvidløg
- ¼ tsk. chiliflager
- ¼ tsk. groft salt
- friskkværnet peber
- 1 æg (til pensling)
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader, almindelig ovn. Læg et stykke bagepapir på en bageplade og stil den til side.
- Skær rødløgene i ringe og steg dem sammen med de pressede hvidløg på en pande ved middel varme i lidt olie i ca. 3–4 minutter, til løgene er bløde. Tag panden af varmen.
- Skær butterdejen ud i 9 lige store firkanter. Smør en lille skefuld pikantost ud på midten af hver firkant – lad kanterne være fri.
- Fordel løg og asparges oven på osten og krydr med salt, peber og et drys chiliflager efter smag.
- Fold de to modstående hjørner ind over fyldet og tryk dem let sammen, så pakken holder formen. Pensl med sammenpisket æg og læg pakkerne på bagepladen. Bag midt i ovnen ved 200 grader i 12–15 minutter, eller til de er gyldne og sprøde.
Emmas tips til opskriften
- Holdbarhed: Pakkerne er bedst nybagt, men kan opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet i op til 2 dage. Varm dem op i ovnen ved 180 grader i ca. 5 minutter så de bliver sprøde igen.
- Forberedelse: Du kan sagtens forberede fyldet dagen i forvejen og opbevare det i køleskabet.
- Frysning: Pakkerne egner sig ikke til frysning, da butterdejen mister sin sprøde tekstur ved optøning.









































