Vil du følge med? 👇
Sommersalat med jordbær
Når jordbærrene er søde nok til at ryge direkte fra bakken og ind i munden, så ved jeg, at det er tid til en rigtig sommersalat! Denne salat med jordbær er frisk, farverig og har lige præcis den balance mellem sødt, salt og sprødt, som jeg elsker om sommeren.
De søde jordbær får selskab af sprød salat, cremet feta og en syrlig vinaigrette, mens honningristede solsikkekerner giver masser af knas. En nem sommersalat med jordbær, som jeg serverer til alt fra grillmad og kylling til fisk og sommerens hyggelige middage.
Tip! Hop ind og se alle mine salatopskrifter for meget mere salatinspiration.



Sommersalat med jordbær
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
Honningristede solsikkekerner
- 100 g solsikkekerner
- 1 spsk. akaciehonning
- 1 nip flagesalt
Vinaigrette
- 3 spsk. olivenolie
- 2 spsk. hvidvinseddike (eller æblecidereddike)
- 2 tsk. honning
- 1 tsk. sennep
- ½ citron (saften herfra)
- ¼ tsk. groft salt
- friskkværnet peber
Jordbær salat
- 300 g jordbær
- 50 g rucola
- 100 g hjertesalat
- 2 forårsløg
- 100 g feta
- ½ agurk
- 2 rød peberfrugt
Sådan gør du
Honningristede solsikkekerner
- Kom solsikkekerner i en skål sammen med honning og flagesalt. Rør det godt sammen.
- Fordel på en bageplade med bagepapir og bag midt i ovnen ved 160° varmluft (eller 175° alm. ovn) i ca. 8–12 minutter, til de er gyldne og sprøde. Hold godt øje de sidste minutter – de brænder hurtigt på.
- Lad kernerne køle af og brug derefter en ske eller gaffel til at skille dem ad.
Vinaigrette
- Kom olivenolie, hvidvinseddike, honning, sennep og citronsaft i en lille skål og pisk det godt sammen med en gaffel. Du kan også ryste dressingen sammen i et lille glas eller i en beholder med låg.
- Smag til med salt og peber og tilsæt evt. mere honning eller citronsaft, hvis du synes, at den er for sur eller for sød.
- Dressingen kan laves i god tid i forvejen og opbevares i et glas med låg i køleskabet til du er klar til at anrette.
Salat
- Vask rucola og hjertesalat, og dup det tør med køkkenrulle eller et rent viskestykke.
- Skær toppen af jordbærene og halver dem, eller skær dem i kvarte alt efter deres størrelse.
- Hak forårsløg fint. Skær peberfrugt i små tern.
- Halver agurken på den lange led og brug en teske til at skrabe kernerne ud (så undgår du, at din salat bliver for vandet). Skær agurken i tynde skiver.
- Fordel rucola og hjertesalat i bunden af et fad. Fordel derefter peberfrugt, forårsløg, jordbær og agurk ovenpå. Afslut med feta og dine solsikkekerner.
- Overhæld salaten med vinaigretten til sidst. Vend det hele forsigtigt sammen og server straks – salaten er bedst helt frisk.
Emmas tips til opskriften
- Vinaigretten kan laves op til en uge i forvejen og opbevares i et glas med låg i køleskabet.
- Rør 2-3 spsk. creme fraiche 18% og lidt finthakkede friske krydderurter i dressingen for en mere cremet og sommerlig smag.
- Salaten er bedst frisk og bør spises samme dag – den bliver hurtigt vandet når dressingen trækker ind.


Mine tips til den bedste salat med jordbær
En god sommersalat må gerne være enkel, så man nemt og hurtigt kan lave den på en sommerdag. Det er netop det, jeg synes fungerer så godt i denne salat. Du får søde og saftige jordbær, salt og cremet feta, sprød salat og en syrlig dressing i samme mundfuld, mums!
Mit bedste tip er at bruge jordbær, når de er rigtig gode og søde. De spiller en stor rolle i salaten, og derfor kan man virkelig smage forskel. Jeg skærer dem først kort inden servering, så de holder sig flotte og friske.
De honningristede solsikkekerner er også en lille detalje, jeg ikke ville springe over. Honningen giver en let sødme, mens ristningen gør kernerne dejligt sprøde. Det giver et virkelig godt modspil til både jordbærrene og den bløde feta.
Vent også gerne med at vende vinaigretten i til lige inden servering. På den måde bevarer hjertesalat og rucola deres sprødhed, og du får en dejlig frisk sommersalat.
Video: Sådan laver jeg sommersalat med jordbær
De vigtigste ingredienser i min sommersalat med jordbær
Det er især kombinationen af få gode råvarer, der gør denne grønne salat med jordbær så lækker. Jordbærrene får selvfølgelig lov til at spille hovedrollen, men feta, salat og de sprøde kerner er vigtige for balancen.
Jordbær: Jeg elsker at bruge friske danske jordbær, når de er i sæson. De skal gerne være modne, saftige og fulde af sødme.
Rucola og hjertesalat: Jeg kombinerer de to slags salat! Hjertesalaten er mild og sprød, mens rucolaen har lidt mere kant og en let peberagtig smag, som passer virkelig godt til de søde jordbær.
Feta: Den salte og cremede feta fungerer super sammen med jordbær.
Honningristede solsikkekerner: Solsikkekernerne giver salaten det sprøde element, mens honningen tilfører lidt ekstra sødme. Jeg rister dem, så de får mere smag og bliver dejligt knasende.
Hvad serverer man til salat med jordbær?
Denne sommersalat med jordbær er især skøn som tilbehør i sommermånederne. Jeg serverer den gerne til grillmad, hvor den friske salat og de søde jordbær giver et dejligt modspil til den varme mad fra grillen.
Den passer også rigtig godt sammen med kylling eller fisk og er oplagt på et større sommerbord, hvor man serverer flere salater og små retter. Et stykke godt brød og nye kartofler ved siden af, og så har du altså et ret skønt sommermåltid, hvis du spørger mig!
Er du på udkig efter flere friske salater til sommerens middage, kan du gå på opdagelse i alle mine salater.
Ofte stillede spørgsmål om salat med jordbær
Kan salat med jordbær laves i forvejen?
Du kan sagtens forberede dele af salaten på forhånd. Jeg ville dog vente med at samle salaten og vende vinaigretten i til lige inden servering. På den måde holder salaten sig frisk og sprød.
Hvilken salat passer godt sammen med jordbær?
Jeg bruger en kombination af hjertesalat og rucola. Hjertesalat giver masser af sprødhed og en mild smag, mens rucola tilfører lidt mere kant. Det passer rigtig godt sammen med de søde jordbær og den salte feta.
Hvad passer salat med jordbær til?
Salat med jordbær er skønt sommertilbehør og passer rigtig godt til blandt andet grillmad, kylling og fisk. Jeg synes også, den er oplagt som en af flere sommersalater på et større sommerbord.
Hvornår er jordbær bedst til sommersalat?
Jeg laver allerhelst salaten, når jordbærrene er i sæson og har masser af naturlig sødme og smag. Når en ingrediens fylder så meget i en salat, kan kvaliteten virkelig smages.
Hvordan opbevarer jeg rester af salaten?
Salaten skal opbevares tildækket i køleskabet. Den smager og ser dog bedst ud, når den er frisklavet, fordi salatbladene bliver blødere, når de først er vendt sammen med vinaigretten.








































