Vil du følge med? 👇
Salat med nektarin, blåbær og burrata
Frisk og nem sommersalat med nektarin, blåbær og burrata
Denne salat med nektarin, blåbær og burrata er lige sådan en sommersalat, jeg får lyst til at lave, når når nektariner kommer i sæson i Danmark og er søde og modne. Det er en af mine favoritter her om sommeren, hvor jeg ofte serverer den for mine gæster sammenn med grillmad. Se opskriften herunder.
Vild med salater? Hop ind og se alle mine salatopskrifter!



Salat med nektrain, blåbær og burrata
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
Salat
- 75 g rucola
- 150 g cherrytomater
- 100 g blåbær
- 1 avocado
- 3 nektariner
- ½ rødløg
- 1 kugle burrata (én stor eller 3 små)
- 60 g saltmandler
- 1 håndfuld frisk basilikum
Citron dressing
- 3 spsk olivenolie
- 2 spsk hvidvinseddike (eller æblecidereddike)
- 2 tsk honning
- 1 tsk dijonsennep
- ½ citron
- ¼ tsk groft salt
- friskkværnet peber
Sådan gør du
Salat
- Skyl rucolaen og blåbærrene.
- Halver tomaterne, og skær avocadoen i tern.
- Skær nektarinerne i skiver. Skær rødløg i tynde ringe.
- Hak saltmandlerne groft.
Citrondressing
- Pres saften af citronen. Kom olivenolie, hvidvinseddike, honning, sennep og citronsaft i en lille skål, og pisk det godt sammen med en gaffel. Du kan også ryste dressingen sammen i et lille glas eller en beholder med låg.
- Smag til med salt og peber og tilsæt evt. mere honning eller citronsaft hvis du synes, at den er for sur eller for sød.
Sammensætning
- Fordel rucola på et stort fad sammen med tomater, nektariner, avocado, blåbær og rødløg.
- Top med saltmandler og overhæld med din citrondressing.
- Afslut med at placere burrataen ovenpå, pynt med frisk basilikum og nyd!
Emmas tips til opskriften
- Opbevaring: Citrondressingen kan opbevares i køleskabet i op til en uge.
- Vil du lave dine egne saltmandler, så se min opskrift her!


Mine bedste tips til en god nektarinsalat
En nem salat behøver ikke mange køkkentricks, men små detaljer kan gøre en tydelig forskel. Her er det især råvarerne og tidspunktet, hvor salaten samles, som du kan have lidt for øje;)
Vælg modne, men faste nektariner
Nektarinerne må gerne være modne og søde, men de skal stadig have lidt fasthed, ellers bliver salaten for slatten! Meget hårde nektariner mangler ofte den saft og sødme, som gør dem så gode sammen med burrata. Er de omvendt meget bløde, kan skiverne nemt gå i stykker på fadet. Jeg går derfor efter nektariner, som giver en smule efter, når jeg forsigtigt trykker på dem.
Tag burrataen ud af køleskabet lidt før
Jeg synes, burrata smager bedst, når den ikke er iskold. Når osten får lov til at miste den værste køleskabskulde inden servering, kommer den milde og cremede smag bedre frem. Lad den dog ikke stå ude længere end nødvendigt på en varm sommerdag.
Vent med avocadoen
Avocado bliver hurtigt brun, når den først er skåret. Derfor ville jeg skære den tæt på det tidspunkt, hvor salaten skal samles. Citrondressingen kan hjælpe lidt, når først salaten er vendt sammen, men friskudskåret avocado ser klart mest indbydende ud.
Bevar knaset i saltmandlerne
Hak saltmandlerne groft frem for helt fint. Jeg kan godt lide, at man tydeligt mærker de sprøde stykker mellem den bløde burrata, avocadoen og frugten. Kom dem gerne på tæt på servering, så de beholder deres knas.
Smag dressingen til
Nektariner og blåbær kan variere meget i sødme, og derfor giver det god mening at smage citrondressingen til hver gang. Er frugten meget sød, kan lidt ekstra citron give en friskere salat. Er citronen meget syrlig, kan en smule ekstra honning skabe balance. Start med dressingen som angivet i opskriften, og juster derefter efter din egen smag.
Jeg ville også vente med at hælde dressingen over til kort før servering. På den måde holder rucolaen sig friskere, og salaten får et flottere udtryk på fadet. Det er især værd at huske, hvis du laver denne salat til sommer, hvor den måske skal stå klar, mens resten af maden bliver færdig.
Sådan kan du servere salaten
Denne salat med nektarin, blåbær og burrata er en frisk sommersalat, som passer rigtig godt til grillmad eller som en let frokost. Kombinationen af cremet burrata, søde nektariner, blåbær og saltmandler giver salaten nok smag og fylde til, at den også kan få en central plads på bordet.
Jeg synes også, den er god til gæster. De mange farver gør sig flot på et stort fad, og burrataen gør salaten lidt ekstra lækker, uden at den kræver meget arbejde i køkkenet.
Kan salaten forberedes på forhånd?
Du kan sagtens forberede dele af salaten på forhånd. Citrondressingen kan røres sammen og opbevares på køl, og du kan skylle rucola, blåbær og tomater tidligere på dagen. Sørg især for at tørre rucolaen godt, så den holder sig frisk.
Jeg ville vente med at skære avocadoen og anrette burrataen til tæt på servering. Hæld også først dressingen over til sidst. Så holder rucolaen bedre på sin struktur, saltmandlerne forbliver sprøde, og salaten ser frisk og indbydende ud.
Variationer af opskriften
Du kan nemt lave små variationer af salaten alt efter, hvad du har hjemme, og hvilken frugt der er bedst i sæson. Nektarinerne er en vigtig del af salaten, men du kan også bruge ferskner, som giver noget af den samme søde og saftige smag.
Kan du ikke få burrata, kan du bruge frisk mozzarella. Den er ikke helt så cremet, men den milde smag fungerer stadig godt sammen med nektarin, blåbær og tomat. Rucola kan også erstattes med andre sprøde salatblade, hvis du foretrækker en mildere smag.
Saltmandlerne giver både salt og knas, så dem ville jeg helst beholde. Du kan dog bruge andre ristede og saltede nødder, hvis det er det, du har. Det vigtigste er, at der kommer noget sprødt i salaten som kontrast til avocado, burrata og den bløde frugt..







































