Vil du følge med? 👇
Kartoffelpizza
Kartoffelpizza – en uimodståelig hvid pizza
Hvis du elsker hjemmelavet pizza, men vil prøve noget nyt, så er kartoffelpizza et fantastisk valg! Denne enkle, men utrolig smagfulde pizza er en klassisk pizza bianco, hvilket betyder, at den laves uden tomatsauce. I stedet får den sin cremede base fra mascarpone, som giver en blød og lækker konsistens. De tynde skiver kartofler bliver sprøde i kanterne, mens de forbliver bløde indeni, og sammen med frisk rosmarin, løg og mozzarella skaber de bare den bedste pizza, hvis du spørger mig!
Kartoffelpizza er et perfekt alternativ til den klassiske pizza margherita og den passer både til en hyggelig hverdagsaften og som en del af en større italiensk middag. Den kræver få ingredienser, men resultatet er en sprød, luftig og smagfuld pizza, der vil imponere enhver pizzaelsker. Her får du en guide til, hvordan du vælger de bedste ingredienser, samt tips til at lave den perfekte kartoffelpizza hjemme i dit eget køkken.
Tip! Find min opskrift på hjemmelavet pizzadej her!


Prøv min opskrift på hjemmelavet pizzadej.

Kartoffelpizza
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- 1 pizzadej (se opskrift via link i opskriftsnoter)
- 100 g mascarpone
- 3-4 kartofler (skåret i tynde skiver)
- 1 løg
- 3 spsk. olivenolie
- 100 g revet mozzarella
- 5 stilke frisk rosmarin
- flagesalt
- friskkværnet peber
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 250° almindelig ovnvarme.
- Skær kartoflerne i helt papirstynde skiver. Brug en skarp kniv eller et mandolinjern.
- Skær løget i tynde ringe og rist på panden i lidt olivenolie til de bliver klare og bløde.
- Fordel mascarponen på din pizzabund efterfulgt at tynde skiver af kartoffel og de bløde løg.
- Drys med mozzarella og finthakket rosmarin.
- Bag pizzaen i ovnen i 10-12 minutter eller til pizzaen er sprød.
- Pynt med frisk rosmarin inden servering og dryp evt. med lidt olivenolie.
Emmas tips til opskriften
- Se opskriften på hjemmelavet pizzadej.
- Prøv at tilføje lidt sprød chorizo eller salsiccia pølse.
- Brug gerne hænderne til at forme dejen, så du ikke presser alt luft ud af dejen.
- Bruger du mozzarellakugler til din pizza så husk at presse vandet fra og dup den tør med køkkenrulle. Ellers risikerer du at pizzaen bliver våd.
- Har du en pizzasten eller bagestål er det en god ide at bage den på den. Ellers brug en helt almindelig bageplade.


Valg af ingredienser i hjemmelavet kartoffel pizza
- Pizzadej – En god pizzadej er fundamentet for en lækker pizza. Du kan enten lave din egen eller købe en færdiglavet dej. En klassisk italiensk pizzadej med en sprød skorpe og luftig krumme er bare det bedste!
- Mascarpone – Denne cremede, italienske friskost erstatter tomatsaucen og giver en mild, fyldig smag.
- Kartofler – Vælg en fast kartoffelsort som f.eks. bagekartofler eller aspargeskartofler. De holder formen og bliver ikke melede under bagningen. Skær dem i ultra-tynde skiver, gerne med en mandolin, så de bager jævnt og bliver dejligt sprøde i kanterne.
- Løg – Løg tilfører sødme og en dybere smag til pizzaen. Du kan bruge alm. gule løg, men rødløg giver også en skøn smag og et flot farvespil.
- Mozzarella – Den perfekte ost til pizza, da den smelter flot og giver en cremet konsistens. Brug en god, revet mozzarella eller en frisk mozzarella, der er skåret i mindre stykker.
- Rosmarin – Denne aromatiske urt giver et karakteristisk, duftende pift til pizzaen. Brug gerne friske rosmarinstilke!

Sådan laver du den perfekte kartoffelpizza
- Forbered dejen korrekt – Hvis du bruger hjemmelavet dej, stræk den forsigtigt ud i stedet for at rulle den, så du bevarer luftboblerne i dejen.
- Tynde kartoffelskiver er nøglen – Skær kartoflerne ultratyndt (gerne 1-2 mm) for at sikre, at de bliver møre og let sprøde under bagningen. Læg dem evt. i koldt vand i 10 minutter for at fjerne overskydende stivelse, og dup dem tørre med et viskestykke.
- Jævn fordeling af toppings – Smør mascarpone jævnt ud over pizzadejen, og fordel kartoffelskiverne i et let overlap, så de ikke ligger i tykke lag. Fordel derefter løg, mozzarella, olivenolie, rosmarin, salt og peber.
- Den rette temperatur – Bag pizzaen i en forvarmet ovn på 250°C (gerne med bagestål eller pizzasten) i ca. 10-12 minutter, eller indtil skorpen er gylden og sprød, og kartoflerne har let gyldne kanter.
Hvid pizza bianco
Kartoffelpizza hører til kategorien pizza bianco, hvilket betyder “hvid pizza” på italiensk. I modsætning til klassiske pizzaer, der bruger en tomatbaseret sauce, er en pizza bianco typisk smurt med en form for ost eller olie som base.
Kartofler på pizza lyder måske som en usædvanlig kombination, men i Italien er det en velkendt klassiker hvor den i Rom kaldes, pizza con patate, hvor den ofte laves med en enkel base af olivenolie, rosmarin og flagesalt.
Tips til variationer og tilføjelser i pizza med kartoffel
Hvis du har lyst til at eksperimentere med din kartoffelpizza, er der mange måder at variere den på. En oplagt mulighed er at tilføje flere oste – udover mozzarella kan du drysse lidt revet parmesan eller pecorino over for en mere intens smag, eller prøve gorgonzola, hvis du vil have en skarpere og mere cremet kontrast til kartoflerne.
Hvis du elsker hvidløg, kan du blande finthakket hvidløg i mascarponen eller pensle skorpen med hvidløgsolie inden bagning. En anden mulighed som jeg synes er vildt lækkert er, at dryppe lidt trøffelolie over pizzaen lige før servering. Du kan også tilføje sprødstegt pancetta eller chorizo, hvis du vil have lidt saltet og sprød umami til pizzaen, eller lægge et lag frisk rucola eller babyspinat på toppen efter bagning.
Ofte stillede spørgsmål om kartoffelpizza (FAQ)
Hvilke kartofler er bedst til pizza?
De bedste kartofler til pizza er faste sorter som bagekartofler, aspargeskartofler eller Yukon Gold. De holder deres form under bagning og bliver ikke melede, hvilket sikrer en lækker konsistens og sprøde kanter.
Hvordan undgår jeg en våd bund?
For at undgå en våd pizzabund er det vigtigt at skære kartoflerne ultratyndt, helst med en mandolin. Læg dem i koldt vand i 10 minutter for at trække noget af stivelsen ud, tør dem grundigt af, og fordel dem i et enkelt lag på pizzaen.
Kan jeg lave kartoffelpizza uden mascarpone?
Ja, du kan sagtens lave kartoffelpizza uden mascarpone. Du kan i stedet bruge ricotta, cremefraiche eller blot pensle pizzabunden med en god olivenolie og drysse lidt revet parmesan over for en smagfuld base.
Kan jeg bruge tørret rosmarin i stedet for frisk?
Frisk rosmarin giver den bedste smag, men hvis du kun har tørret, kan du stadig bruge det. Brug dog en smule mindre, da tørret rosmarin har en mere koncentreret smag end frisk.