Vil du følge med? 👇
Frikadeller
Nem opskrift på klassiske frikadeller
Her får du min opskrift på klassiske frikadeller med hakket kalv og flæsk. Jeg laver dem med revet løg, havregryn og danskvand, så de bliver saftige indeni og får en god, gylden stegeskorpe på panden. Frikadeller er en klassiker hjemme hos mig, både til nem aftensmad, frokost og som en del af jule- eller påskefrokosten. Jeg laver gerne en stor portion, så der også er frikadeller til køleskabet eller fryseren. Mums!



Frikadeller
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- 500 g hakket svinekød eller kalv/flæsk
- 1 løg
- 1 æg
- 2 spsk havregryn (eller rasp)
- 2 dl danskvand
- ½-1 spsk groft salt
- friskkværnet peber
- 2 spsk smør (til stegning)
- ½ dl olie (fx rapsolie til stegning)
Sådan gør du
- Riv løget groft på et rivejern.
- Kom kødet i røremaskinen sammen med salt og peber, og rør det, til farsen bliver sej.
- Kom løg, æg og havregryn i, og rør rundt til en samlet fars. Tilsæt danskvandet lidt ad gangen, til du har en ensartet fars.
- Lad farsen hvile på køl i 30 min., så den sætter sig.
- Varm olie og smør op på en pande ved mellemhøj varme, til smørret bruser.
- Form frikadellerne med en ske, og steg dem ved mellemhøj varme i ca. 5 min. på hver side, til de er gyldne og gennemstegte. Vend dem undervejs.
Emmas tips til opskriften
- Du kan også bage frikadellerne i ovnen. Forvarm ovnen til 200 grader varmluft, og bag dem i ca. 20 minutter. Vend dem halvvejs.
- Frikadellerne kan fryses efter tilberedning.
Tips til saftige frikadeller
Rør først kødet godt sammen med salt, inden resten af ingredienserne kommer i. Det hjælper med at give en fars, der hænger godt sammen. Lad også gerne frikadellefarsen hvile på køl inden stegning. Når jeg former frikadellerne, bruger jeg en spiseske og en våd hånd, så farsen ikke klistrer så meget. Jeg steger frikadellerne i en blanding af smør og olie ved middel varme. Smørret giver smag og en flot stegeskorpe, mens olien gør det nemmere at stege dem uden, at smørret branker.
Frikadellefars med kalv og flæsk
Jeg bruger hakket kalv og flæsk til mine frikadeller. Det giver efter min mening en rigtig god balance mellem smag og fedme og er med til at holde frikadellerne saftige! Og sådan har vi også bare altid lavet dem i min familie… så hvorfor ikke blive ved med det;) Jeg bruger også havregryn i farsen, som suger noget af væsken og giver en god konsistens. Danskvand tilsætter jeg lidt ad gangen, indtil farsen er blød og sammenhængende.

Tilbehør til frikadeller
Frikadeller kan serveres på virkelig mange måder. Til en helt almindelig aftensmad er jeg især glad for kartofler eller kartoffelsalat og noget friskt grønt ved siden af. Du kan finde flere af mine kartoffelsalater og salater her.
Til en julefrokost er frikadeller også oplagte sammen med flere af de klassiske kolde retter som fx karrysalat og hjemmelavede rødbeder.
Har du brug for mere inspiration til julefrokost– eller påske-bordet, så se mere her!
Er du glad for frikadeller, kan du også prøve mine kyllingefrikadeller. De er saftige, nemme at lave og gode til både aftensmad og madpakken.


Spørgsmål til frikadeller (FAQ)
Hvor længe skal frikadeller stege?
Det afhænger af størrelsen. Mine får typisk omkring 5-6 minutter på hver side ved middel varme. De skal være gennemstegte og have en flot gylden stegeskorpe.
Hvorfor skal frikadellefars hvile?
Når farsen får lov til at hvile på køl, sætter den sig og bliver nemmere at forme. Jeg lader derfor gerne min fars stå på køl inden stegning.
Kan man fryse frikadeller?
Ja. Lad de færdigstegte frikadeller køle af, inden de fryses ned. Det er netop derfor, jeg ofte laver en stor portion.
Hvor længe kan frikadeller holde sig i køleskabet?
Jeg opbevarer dem i en lukket beholder i køleskabet og spiser dem inden for 2-3 dage.
Hvad serverer man til frikadeller?
Kartofler, kartoffelsalat, rugbrød og forskellige salater passer godt til frikadeller. De kan også serveres som en del af et frokostbord til eksempelvis jul eller påske.
Hvad gør jeg, hvis frikadellefarsen er for løs?
Lad først farsen hvile på køl, så havregrynene får mulighed for at suge væske. Det gør ofte farsen fastere og nemmere at forme.










































