Vil du følge med? 👇
Kartoffelsalat med karry
Kartoffelsalat med karry – en skøn klassiker med et krydret twist
Jeg elsker en god kartoffelsalat, og denne version med karry er en af mine absolutte favoritter. Den er cremet, let krydret og har en perfekt balance mellem sødme, syre og dybde fra karry og sennep. Opskriften på kartoffelsalat med karry kan sagtens laves i god tid og smager faktisk endnu bedre, når den har stået på køl et par timer. Jeg laver den ofte til sommerens grillaftener, men den fungerer også perfekt som en del af en kold frokost eller buffet.
Tip! Prøv også min opskrift på kartoffelsalat med pesto! LINK



Kartoffelsalat med karry
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- 1 kg kartofler (kogte og afkølede)
- 1 lille skalotteløg (eller rødløg)
- 2 tsk. karry
- 2 dl creme fraiche (18%)
- 2 spsk. mayonnaise
- 2 tsk. dijon sennep
- 1 tsk. sukker
- 1 spsk. citronsaft
- 1 bundt purløg
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Skær de afkølede kartofler i mundrette stykker og snit skalotteløget helt fint.
- Rør creme fraiche, mayonnaise, sennep, sukker, citronsaft, karry og purløg sammen (gem lidt purløg til pynt). Smag til med friskkværnet salt og peber.
- Vend dressingen sammen med kartofler og løg og anret derefter i en skål eller på et fad.
- Pynt med nyklippet purløg og friskkværnet peber.
Emmas tips til opskriften
- Kartoffelsalaten kan nemt holde sig i køleskabet i et par dage.
- Tilføj evt. radiser, friske ærter og sprød bacon eller serrano til din kartoffelsalat.
- Er du vild med dild, så prøv at tilføje dild til salaten.
- Smag dressingen til, er du som jeg vild med sennep så tilføj lidt ekstra!
- Prøv også at tilføje 1 tsk karry og 1 tsk. rød paprika til opskriften.
- Jeg serverer min kartoffelsalat med skrald på, men er du ikke til det, så kan du enten skrælle eller pille kartoflerne efter de er kogt.
Ingredienser i kold kartoffelsalat med karry
- Kartofler – Hjertet i enhver kartoffelsalat. De skal være faste, så de ikke smuldrer, når de blandes med dressingen. Jeg bruger gerne nye kartofler eller aspargeskartofler.
- Skalotteløg – Tilføjer en mild løgsmag, der ikke overdøver de andre ingredienser. Rødløg kan også bruges, hvis du ønsker en lidt skarpere smag.
- Karry – Hovedingrediensen i denne kartoffelsalat med karry. Det giver en varm, krydret smag og den flotte gule farve.
- Creme fraiche – Gør dressingen dejligt cremet og giver en let syrlighed. Græsk yoghurt kan også bruges.
- Mayonnaise – Binder dressingen sammen og tilfører den klassiske fedme, som en god kartoffelsalat skal have. Kan undlades for en lettere version.
- Dijon sennep – Giver et lille pift af skarphed og en dybere smag.
- Sukker – En smule sødme fremhæver smagen af karry og sennep og gør dressingen mere afrundet.
- Citronsaft – Giver et syrligt pift.
- Purløg – Tilføjer farve og en mild løgsmag, som giver salaten et friskt strejf.

Sådan får du den bedste kartoffelsalat med karry
En god kartoffelsalat starter med de rigtige kartofler. De skal være faste, så de holder formen, når de skæres i skiver eller tern. Jeg koger altid kartoflerne med skræl og lader dem køle helt af, før jeg piller dem. Hvis kartoflerne er varme, når de blandes med dressingen, risikerer du, at dressingen skiller og bliver for flydende.
Karry er selvfølgelig den vigtigste smagsgiver i denne opskrift. Karry kan have forskellig intensiteter, så smag til, så den ikke bliver for stærk!
Kartoffelsalat passer perfekt til grillmad! Se alle mine grillopskrifter.
Serveringsforslag
Denne kartoffelsalat med karry passer til næsten alt. Den er et oplagt valg til grillmaden, hvor den cremede konsistens og krydrede smag spiller fantastisk sammen med grillet kød, kylling eller pølser. Derudover så passer den også perfekt sammen med en god omgang hjemmelavede frikadeller.
Hvis du vil gøre kartoffelsalaten endnu mere fyldig, kan du tilsætte lidt sprødstegt bacon eller små tern af æble. En håndfuld ærter eller lidt finthakket bladselleri kunne også være lækkert!
Ofte stillede spørgsmål om kartoffelsalat med karry (FAQ)
Kan kartoffelsalaten laves dagen før?
Ja, faktisk bliver den kun bedre af at stå natten over, da smagene får tid til at udvikle sig. Husk at vente med at tilsætte purløg til lige inden servering, så det forbliver frisk.
Hvor længe kan kartoffelsalaten holde sig?
Den kan sagtens holde sig i køleskabet i 2-3 dage i en lufttæt beholder.