Vil du følge med? 👇
Vegetarisk regnbue lasagne
Grøntsagslasagne
Her får du min opskrift på en vegetarisk regnbue lasagne! En farverig grøntsagslasagne, som består af fire forskellige lag. Ét lag med tomatsauce, et lag med en puré af gulerod og sød kartoffel, et lag med puré rødbede og gedeost og til sidst men ikke mindst, et lag med spinat, ricotta og champignon.
Lasagnen er toppet med mozzarella og frisk oregano.
En ide til en sund og nærende aftensmad der både mætter og sørger for, at du får dine grøntsager! Og hvem kan ikke lide det?
Vegetarisk regnbue lasagne
Antal: 6 personer
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- 25 friske lasagneplader (500 g)
- 2 kugler frisk mozzarella
- frisk oregano
Gulerod- og sød kartoffelpuré
- 500 g gulerødder
- 500 g sød kartoffel
- 1,5 tsk. stødt muskatnød
- olie
- salt og peber
Rødbedepure med gedeost
- 500 g rå rødbede
- 50 g gedeost
- 1 spsk. stødt timian
- olie
- salt og peber
Spinat- og ricottafyld med champignon
- 500 g spinat (jeg brugte frossen hakket spinat)
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 250 g ricottaost
- 100 g champignon
- olie
Tomatsauce
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 1 dåse hakkede tomater
- 1 dåse tomat pure
- 1 spsk. stødt oregano
- 1 tsk. tørret chili
Sådan gør du
Gulerod- og sød kartoffelpuré
- Tænd ovnen på 200 grader.
- Skræl gulerødder og sød kartoffel og skær dem i små tern (jeg skar det hele ret småt, så går det hurtigere i ovnen).
- Kom det i en skål og hæld lidt olie, salt, peber og muskatnød i skålen og rør rundt. Fordel det på en bageplade med bagepapir og bag i ovnen i 25 minutter, eller til grøntsagerne er møre og kan blendes.
- Hæld det i en skål med høje kanter og brug en stavblender til at blende det til en puré. Stil det derefter til side.
Rødbedepure med gedeost
- Samme procedure som ovenfor, (giv det blot 30 min i ovnen) men undlad at komme gedeosten med i ovnen før du efterfølgende blender det til en puré.
Tomatsauce
- Sauter presset hvidløg og finthakket løg i en pande med olie.
- Tilsæt hakkede tomater, tomatpure, oregano, tørret chilli, salt og peber og lad det simre ved lav varme i 10 minutter.
Spinat- og ricottafyld med champignon
- Tø spinaten op i en gryde, så den er klar til brug, hvis du bruger frossen spinat.
- Sauter presset hvidløg og finthakket løg i en pande med olie. Tilsæt grovhakkede champignon, salt og peber og lad det svitse med i et par minutter inden du tilsætter spinaten.
- Stil det til side og lad det køle lidt af, inden du rører ricottaosten i.
Sæt din lasagne sammen
- Find et indfast fad (ca. 35 x 25 cm) og hæld tomatsaucen i bunden efterfulgt af et lag lasagneplader.
- Fordel nu de forskellige lag (jeg lavede 5 lag) ved at starte med at komme tomatsaucen i bunden efterfuldt af et lag lasagne plader. Lav dernæst de andre lag med lasagneplader ind imellem. Jeg havde to lag med spinat-og ricotta blandingen og jeg gemte ca. 1/4 af rødbede purén til at toppen.
- Slut af med at fordele mozzarella ud over lasagnen og bag den så i ovnen i 25-30 minutter ved de 200 grader.
- Nyd lasagnen med det samme og top gerne med frisk oregano.
Vis mig din mad på IG!Tag mig endelig på Instagram med @emmaolsen.dk, hvis du laver mine opskrifter! Vil elske at dele dine billeder med mine følgere