Vil du følge med? 👇
Butterdejstærter med rabarber og æble
Nem dessert
Butterdejstærter med rabarber og æble er en fantastisk og nem dessert til forår og sommer, hvor den lækre rabarber er i sæson. En skøn kombination af syrlig rabarber og sød butterdej. Nyd dem med en klat skyr, cremefraiche, græsk yoghurt eller vaniljeis.
Fordi jeg bruger en færdiglavet butterdej, tager det kun 25 minutter, og så er de små herligheder dine.
Prøv også: min opskrift på rabarber koldskål med havregrynscrunch.


Butterdejstærter med rabarber og æble
Butterdejstærter med rabarber og æble er en simpel og lækker dessert som kan laves på bare 25 minutter. Server den med vaniljeis, cremefraiche eller skyr.
Antal: 6 stk
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- 1 plade butterdej
- 3 stængler rabarber
- 1 æble
- 3 spsk. rørsukker (eller almindelig sukker)
- 1 tsk. vaniljesukker
- 1 tsk. stødt kardemomme
- 1 æg (til at pensle)
- 50 g mandler
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200° almindelig ovnvarme.
- Skær rabarberne i skrå skiver og æblet i tern. Bland det hele med sukker, vaniljesukker og kardemomme i en skål.
- Læg en lille tallerken på butterdejen og skær rundt om den med en kniv, så du får cirkler. Saml resterne af dejen, rul dem ud igen og udstik flere cirkler.
- Placer fyldet i midten af hver cirkel og hold ca. 1 cm fri langs kanten – det er kanten der hæver op og danner en lille skål. Pensel den fri kant med det sammenpiskede æg, så den bliver gylden og blank ved bagning.
- Drys med finthakkede mandler og bag i ovnen i ca. 12–15 min. eller til de er gyldne og sprøde. Hold øje med dem – butterdejen kan hurtigt tage for meget farve!
- Server med en klat creme fraiche, skyr, græsk yoghurt eller vaniljeis!
Emmas tips til opskriften
- Tærterne smager bedst friskbagte, men kan holdes i køleskab i en lufttæt beholder i op til 2 dage. Varm dem op i ovnen ved 180 grader i ca. 5 minutter så de bliver sprøde igen.
- Fyldet kan laves dagen i forvejen og opbevares i køleskabet – så er der kun butterdejen og bagningen dagen for servering.
- Disse tærter egner sig ikke til frysning, da butterdejen mister sin sprødhed ved optøning.
Vis mig din mad på IG!Tag mig endelig på Instagram med @emmaolsen.dk, hvis du laver mine opskrifter! Vil elske at dele dine billeder med mine følgere







































