Vil du følge med? 👇
Mangosalat
Salat med mango og avocado
Her får du opskriften på en farverig salat med mango og avocado, som er super enkel at lave. Mangosalaten kan nydes som den er, enten til forret eller til en let frokost – eller som tilbehør til aftensmaden.
Salaten får masser af sødme fra den friske mango, der sammen med den cremede avocado får de lækreste smage frem. For at tilføje lidt sprødhed til salaten tilføjer jeg agurk og rødløg, og så binder jeg den sammen med en simpel olie eddike dressing/vinaigrette til sidst.

Er du i tvivl om, hvordan du nemmest skærer en mango og en avocado, så bare rolig, jeg har lavet en lille guide til dig under opskriften.
TIP: Hvis du er lige så tosset med salater som jeg, så gå op opdagelse i alle mine andre skønne opskrifter på salater lige her!

Mangosalat
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
Salat
- 1 mango
- 2 avocadoer
- ½ rødløg
- ½ agurk
- 100 g salat (fx feldsalat eller hjertesalat)
Vinaigrette dressing
- 3 spsk olivenolie
- 2 spsk hvidvinseddike
- 2 tsk honning
- 1 tsk sennep
- ½ citron
- ¼ tsk salt
- friskkværnet peber
Sådan gør du
Salat
- Vask salaten og fordel den i et fad eller i en skål.
- Skræl mangoen, skær frugtkødet i tern, og kom dem i fadet til salaten.
- Halver avocadoerne, fjern sten og skræl, skær frugtkødet i tern, og kom dem i fadet.
- Halver agurken på langs, og brug en teske til at skrabe kernerne ud. På denne måde undgår du, at agurken væsker for meget i salaten. Skær agurken i skiver, og kom dem i fadet til mango og avocado.
- Skær rødløg i tynde både og kom også dem i fadet. Bland det godt sammen.
Vinaigrette dressing
- Pres saften af citronen i en lille skål. Tilsæt olivenolie, hvidvinseddike, honning og sennep, og pisk det godt sammen med en gaffel. Smag til med salt og friskkværnet peber, og tilsæt evt. mere honning eller citronsaft, hvis du synes, at dressingen er for sur eller for sød.
- Overhæld salaten med dressingen og vend forsigtigt det hele sammen.
Sådan skærer du nemmest en avocado
- Start med at skære hele vejen rundt om avocadoen på den lange side med en skarp kniv. Du skal ikke skære helt igennem, men blot ind til stenen.
- Del avocadoen i to ved at deje på hver side med begge hænder.
- Fjern stenen fra den ene halvdel ved forsigtigt at komme enden af kniven ned i stenen og dreje til den løsner sig.
- Med en spiseske tager du kødet ud og skærer det derefter i store tern.
Sådan skærer du nemmest en mango
- Skær gennem mangoen på hver side ved at skære så langt inde mod stenen som muligt. Du skal nærmest kunne mærke stenen, imens du skærer. Du har nu to store stykker mango.
- Skær tern i de to dele ved at skære ned i kødet med en skarp kniv – først lodrette linjer, så vandrette. Du skal ikke skære gennem skindet.
- Vend nu mangoen med skindsiden ud ad, så mangoternene “popper” frem. og stikker ud. Brug en kniv eller en ske til at skær ternene fra skindet.









































