Vil du følge med? 👇
Salat med bagte gulerødder og feta
Nem salat med bagte gulerødder
Her får du opskriften på en af mine favoritter når det gælder simple, lækre og sprøde salater! Den står denne skønne salat med bagte gulerødder, feta og saltmandler.
Jeg bager gulerødderne i ovnen, så de stadig har lidt bid og får en dejlig sødme frem. Jeg fordeler dem på en bund af rucolasalat og topper med fetaost, hjemmelavede saltmandler og en simpel honning-sennep dressing.
Er du på udkig efter andre opskrifter på salater, hvad enten det er som tilbehør til hovedretten, til frokost eller til madpakken, så hop ind og se alle mine salatopskrifter <<
Jeg bruger ofte gulerodssalaten som tilbehør til kød og kartofler, men den kan også sagtens nydes lige som den er. Hvis du vil gøre den mere mættende, kan du fx tilføje stegt kylling eller falafler, og dermed gøre det til en måltidssalat.
Salat med bagte gulerødder og feta
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- 1 kg gulerødder
- 3 spsk. olivenolie
- 2 spsk. honning
- 1 lille håndfuld friske krydderurter (fx rosmarin og timian)
- 75 g rucola
- 50 g saltmandler (se link øverst)
- 70 g feta
- frisk citronsaft
- salt og peber
Honning-sennep dressing
- 3 spsk. olivenolie
- 2 spsk. hvidvinseddike (eller æblecidereddike)
- 2 tsk. honning
- 1 tsk. sennep
- ½ citron (saften herfra)
- salt og peber
Sådan gør du
- Skræl gulerødderne og skær dem i grove skiver.
- Fordel på en bageplade med bagepapir og dryp med olivenolie og honning. Drys med finthakkede krydderurter, salt og peber.
- Bland det hele godt sammen og bag i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 30 minutter. Lad dem køle af.
- Når gulerødderne er afkølet, kom dem da på et fad sammen med rucola. Top med feta og mandler.
Honning-sennep dressing
- Kom olivenolie, hvidvinseddike, honning, sennep og citronsaft i en lille skål og pisk det godt sammen med en gaffel. Du kan også ryste dressingen sammen i et lille glas/beholder med låg.
- Smag til med salt og peber og tilsæt evt. mere honning eller citronsaft hvis du synes, at den er for sur eller for sød.
- Overhæld salaten med dressingen.