Vil du følge med? 👇
Den bedste havregrød
Havregrød – nem og cremet opskrift
Der er ikke meget, der slår en skål varm og cremet havregrød om morgenen! Min opskrift på havregrød laver jeg med både mælk og vand og en blanding af finvalsede og grovvalsede havregryn. Det giver lige præcis den cremede konsistens med lidt bid, som jeg allerbedst kan lide! Og tro mig, jeg har testet mange forskellige blandingsforhold gennem tiden…;)
Det er en virkelig nem morgenmad, der kun kræver få ingredienser og lidt tid ved komfuret. Og så elsker jeg, at en helt simpel portion havregrød kan blive til noget virkelig lækkert, hvis du bare giver den lidt gas toppings.
Tip! Er du på udkig efter mere inspiration til dagens første måltid, kan du gå på opdagelse i mine morgenmadsopskrifter.



Den bedste havregrød
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- 1 dl grovvalset havregryn
- 1 dl finvalset havregryn
- 2 dl mælk (alm, havre, mandel, soya, kokos)
- 2 dl vand
- ¼ tsk groft salt
Ideer til toppings
- friske bær
- æble
- karamelsauce
- peanutbutter
- æblekompot
- saltmandler
- kokostern
Sådan gør du
- Kom havregryn, mælk, vand og lidt salt i en mellemstor gryde og lad det koge op ved høj varme.
- Skru ned for varmen, og lad det simre ved lav varme i ca. 5-8 min. Rør jævnligt, til grøden er tyk og cremet. Jo længere du lader det simre, jo tykkere bliver den.
- Top med dine favorit toppings og nyd så din morgengrød!
Emmas tips til opskriften
- Top din havregrød med hjemmelavet karamelsauce. Se opskriften på cremet karamel lige her.
- Top din havregrød med hjemmelavede saltmandler. Se min opskrift her. Alternativt kan du købe en pose i Rema 1000 eller andre dagligvarebutikker.
- Jeg kan godt lide at blande finvalset og grovvalset havregryn, da det giver en god tekstur. Men du kan sagtens nøjes med den ene eller den anden variant.
- For ekstra smag kan du med fordel tilføje krydderier som vanilje, kardemomme eller kanel.
- Ønsker du mere tekstur, kan du også tilføje kerner som fx chiafrø, solsikkekerner eller hørfrø.
- Du kan toppe grøden med alverdens toppings såsom nødder, mandler, frugt, dadler, rosiner, peanutbutter og æblekompot.
Mine tips til den bedste havregrød
Jeg laver min havregrød i en gryde og lader den simre ved lav varme, mens jeg rører jævnligt. Jo længere grøden får lov til at simre, desto tykkere bliver konsistensen, så hold øje med den og tag den af varmen, når den har den konsistens, du bedst kan lide.
Jeg bruger en blanding af finvalsede og grovvalsede havregryn. De finvalsede gryn er med til at gøre grøden dejligt cremet, mens de grovvalsede giver lidt mere struktur og bid. Det er en lille detalje, MEN, jeg synes faktisk det gør en forskel.
Og så skal der altså lidt salt i! Det lyder måske ikke af meget, men en smule salt fremhæver smagen og gør en ellers helt enkel havregrød meget bedre.
Havregrød med mælk og vand
Min opskrift på havregrød laves med lige dele mælk og vand. Jeg synes, det giver den bedste balance, fordi mælken bidrager med en mere cremet og rund smag, mens vandet gør, at grøden ikke bliver for tung.
Topping til havregrød
Okay, jeg ELSKER at gå lidt topping-amok, når jeg laver havregrød! En helt enkel grød bliver bare lidt sjovere med noget sødt, friskt og sprødt på toppen.
I denne opskrift topper jeg min havregrød med saltmandler, æble, karamelsauce og jordbær. Især kombinationen af frisk frugt og noget sprødt fungerer virkelig godt til den varme og cremede grød. Jeg er også ret vild med hjemmelavet æblekompot oven på havregrød.
Og vil jeg have lidt knas på toppen, er hjemmelavede saltmandler virkelig gode.


Ofte stillede spørgsmål om havregrød
Hvordan laver man havregrød?
Jeg laver havregrød ved at komme havregryn, mælk, vand og lidt salt i en gryde. Lad det koge op, skru ned for varmen, og lad grøden simre under jævnlig omrøring, indtil den er tyk og cremet. De præcise mængder og kogetiden finder du i opskriftskortet ovenfor.
Kan man lave havregrød med vand?
Ja, havregrød kan laves med vand. Min opskrift bruger dog både vand og mælk, fordi jeg synes, kombinationen giver en dejlig cremet grød med en god smag.
Kan man lave havregrød med mælk?
Ja. Mælk giver havregrøden en mere cremet konsistens og rund smag. I min opskrift bruger jeg lige dele mælk og vand.
Hvor meget havregryn skal man bruge til én person?
Til én portion følger du mængderne i opskriftskortet. Her kan du se det præcise forhold mellem havregryn, mælk og vand, så grøden får den rette konsistens.
Hvor længe skal havregrød koge?
Min havregrød får lov til at simre ved lav varme i cirka 5-8 minutter. Kogetiden afhænger også af, hvor tyk du ønsker grøden. Jo længere den simrer, desto tykkere bliver den.
Hvordan får man havregrød cremet?
Jeg bruger både mælk og vand og en kombination af finvalsede og grovvalsede havregryn. Lad grøden simre ved lav varme, og rør jævnligt undervejs. De finvalsede havregryn er især med til at give en cremet konsistens.











































Super lækker med lidt kardemomme og kanel i og toppet med peanutbutter, mandler, bananmos og vaniljeskyr
Amen det lyder jo alt for lækkert, Lone!!