Vil du følge med? 👇
Græsk kartoffelfad med oksekød, feta og grønt
Kartoffelfad i ovn
Græsk kartoffelfad med oksekød, feta og grønt er nem, lækker og smagfuld hverdagsmad for hele familien!
Jeg er vild med retter, hvor du kan smide alle ingredienser i et fad, stille det i ovnen, og så passer det sig selv, indtil det er klar. Det er tilfældet med denne smovsede ret, hvor der er masser af smæk på smagen med en masse krydderier.
Prøv også: min klassiske opskrift på kartoffelfad med oksekød og grønt.
Græsk kartoffelfad
Antal: 4 personer
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
Kødsovs
- 400 g hakket oksekød
- 2 rødløg, skåret i små både
- 4 fed hvidløg, presset
- 1,5 spsk. stødt paprika, mild
- 2 spsk. oregano
- 1 tsk. kanel
- 2 tsk. salt
- peber
- ½ oksebouillon (bare terningen, ingen vand)
- 2 dåser hakkede tomater
- 1 dåse tomatpure
Derudover
- 450 g kartofler, i tynde skiver
- 3 tomater, i både
- ½ squash, i tynde skiver
- 1 aubergine, i tynde skiver
- 2 peberfrugter, i grove skiver
- 200 g feta, i små klumper
- 250 ml madlavningsfløde (jeg brugte 15 %)
- frisk persille eller basilikum til pynt
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Sautér rødløg og hvidløg i en gryde med olie. Tilsæt oregano, paprika og kanel og lad det blive brunet af, så det dufter dejligt i hele hytten.
- Smid kød i gryden og brun det af. Tilsæt derefter hakkede tomater, tomatpure og din bouillonterning. Lad det småsimre i 10 minutter. Smag til med salt og peber og evt. flere krydderier. Der skal gerne være smæk på smagen så tilsæt evt. lidt større mængde krydderier efter smag.
- Find et fad og kom kødsovsen i bunden efterfulgt af hhv. et lag af kartofler, et at lag af squash, et lag af aubergine, et lag af tomat og et lag af peberfrugt. Fortsæt til du ikke har mere kød eller grønt. For hvert lag hælder du også en sjat fløde i og smuldre lidt feta over, til du ikke har mere. Gem lidt feta til toppen.
- Smuldr det sidste feta på toppen og bag i ovnen i ca. 60 minutter eller til kartoflerne er møre (måske den skal have lidt mere). Rør i det nogle gange, så toppen ikke brænder på. Pynt med frisk persille eller basilikum.
Vis mig din mad på IG!Tag mig endelig på Instagram med @emmaolsen.dk, hvis du laver mine opskrifter! Vil elske at dele dine billeder med mine følgere