Vil du følge med? 👇
Syltede agurker
Hjemmesyltede agurker – nemt og lækkert tilbehør
Der er noget særligt ved at lave sine egne syltede agurker. Uanset om du skal bruge dem som et lækkert tilbehør i en gourmet hotdog, eller bare vil have dem som en frisk og sprød topping til en sandwich eller salat, så er denne opskrift spot on! Hjemmesylt er nemmere, end man måske lige skulle tro, og det kræver kun få ingredienser! Alt du skal bruge er lagereddike, sukker (eller honning) og et strejf af friskkværnet peber og agurker. Se opskriften på hjemmesyltede agurker herunder.



Syltede agurker
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- 1 agurk
- 3 dl lagereddike
- 2-3 spsk. sukker (eller honninh)
- 1 dl vand
- friskkværnet peber
Sådan gør du
- Kog eddike, sukker, vand og peber op i en gryde.
- Skær agurker i tynde skiver og kom dem i et skoldet glas.
- Hæld væden over agurkerne og lad dem trække i minimum 30 minutter.
- Opbevar på køl med låg.
Valg af ingredienser i syltede agurker
- Agurk: Du kan bruge almindelige agurker, men også skoleagurker kan være en god mulighed, da de har et lidt mere fast kød, hvilket gør dem ekstra sprøde!
- Lagereddike: Lagereddike giver en skarp, syrlig smag, som er typisk for syltede agurker. Den fungerer som konserveringsmiddel og giver agurkerne deres langtidsholdbarhed. Jeg bruger bare den helt billige model.
- Sukker eller honning: Sukkeret balancerer eddikens skarphed og giver agurkerne en sødme. Honning kan bruges som et naturligt alternativ til sukker.
- Vand: Bruges til at fortynde eddiken, så smagen ikke bliver for skarp.
- Friskkværnet peber: Peber tilføjer et diskret, men vigtigt touch af varme til de syltede agurker. Du kan justere mængden alt efter, hvor meget styrke du ønsker.
Hemmeligheden bag en god syltelage er balancen mellem surt og sødt – og her kan du tilpasse mængderne efter din egen smag! Hvis du foretrækker en sødere syltning, kan du tilsætte lidt ekstra sukker eller honning. Er du derimod mere til det syrlige, kan du nøjes med en smule sukker.
Tip! Prøv også min opskrift på hjemmesyltede rødløg.
Sådan får du perfekte syltede agurker
Først og fremmest er det vigtigt at bruge friske agurker. Jo friskere agurken er, jo sprødere bliver den, når den er syltet. Hvis agurken er lidt slatten fra starten, bliver det aldrig helt godt.
Når du laver lagen, skal du varme eddiken, vandet og sukkeret op, indtil sukkeret er opløst. Dette sikrer, at smagen bliver jævn, og at lagen trænger ordentligt ind i agurkerne. Når lagen er lavet, kan du enten hælde den varm over agurkerne for en hurtigere syltning, eller lade den køle af først for en mere skånsom syltning.
En anden vigtig faktor er opbevaring. Hæld dine syltede agurker i rene, skoldede glas, og sørg for at dække dem helt med syltelagen. Luk glasset tæt, og lad dem stå i køleskabet.
Serveringsforslag
Syltede agurker er ekstremt alsidige og kan bruges i mange forskellige retter. Den mest klassiske servering er selvfølgelig som tilbehør til hotdogs. Men det stopper ikke der. De kan også bruges som topping på en burger eller i en sandwich for at tilføje et syrligt og sprødt element.
Variationer af syltede agurker
Du kan variere opskriften efter smag! For eksempel kan du tilsætte friske krydderurter som dild, hvis du kan lide smagen af det.. Er du til lidt spice, kan du eksperimentere med et par skiver frisk chili eller et drys sennepsfrø. Hvis du vil prøve noget nyt, kan du også sylte andre grøntsager på samme måde – fx gulerødder eller blomkål, eller den helt klassiske opskrift på syltede rødløg.
Hvor længe kan syltede agurker holde sig?
Syltede agurker kan holde sig i køleskabet i op til flere uger, så længe de opbevares i en lufttæt beholder og er dækket af lagen.
Kan jeg bruge andre grøntsager i stedet for agurker?
Ja, denne syltelage fungerer også godt til andre grøntsager som fx gulerødder, blomkål eller rødløg.