Vil du følge med? 👇
Græskar-burrata med parmesan
Bagt græskar
Græskar-burrata med parmesan og sprøde kikærter! Måske en ide til din næste forret? En simpel anretning med cremet burrata-ost og ristede kikærter på en bund af bagt hokkaido græskar med parmesan og timian.
En ide jeg fik fra min kære veninde, som for nylig serverede en lignende forret, blot på en bund af asparges. Det kunne også være en ide til foråret?
Er du vild med græskar, så prøv også min opskrift på græskar risotto <<


Græskar-burrata med parmesan
Græskar-burrata med parmesan og ristede kikærter er den perfekte forret om efteråret hvor hokkaido græskaren er i sæson.
Antal: 2 personer
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- ¼ hokkaido græskar
- 1 tsk. stødt timian
- 2 spsk. olivenolie
- ½ tsk. flagesalt
- friskkværnet peber
- 30 g revet parmesanost
- 1 kugle burrata
- 1 kvist frisk timian (til pynt)
Ristede kikærter
- 240 g kikærter (svarende til én dåse, drænet vægt)
- 1 spsk. olivenolie
- 1 tsk. groft salt
- friskkværnet peber
Sådan gør du
- Fjern kernerne fra græskaren og skær den i tynde skiver. Fordel på en bageplade med bagepapir og dryp med olie. Drys med salt, peber og timian og vend det hele godt rundt.
- Riv frisk parmesanost over, og bag i ovnen ved 180° varmluft i ca. 20 min. – til græskaren er mør og let gylden i kanterne.
Ristede kikærter
- Skyl kikærterne godt og dup dem derefter tørre med køkkenrulle.
- Fordel på en bageplade med bagepapir.
- Dryp med olivenolie og krydder med salt og peber.
- Bag i ovnen ved 180° varmluft i ca. 25 min., og vend kikærterne halvvejs igennem, så de bliver sprøde og gyldne på alle sider.
Sammensætning
- Find en tallerken eller et fad og fordel græskaren herpå. Placer din burrata-kugle på toppen og brug en gaffel til forsigtigt at brede den ud, så den cremede midte flyder lidt ud over græskaren.
- Drys med kikærter og pynt med frisk timian.
Emmas tips til opskriften
Servér straks: Retten er bedst, når græskaret stadig er varmt og burrataen er kold og frisk fra køleskabet – server derfor med det samme.
Forberedelse: Kikærterne kan bages i forvejen og holdes sprøde ved stuetemperatur i et par timer. Varm dem evt. kort i ovnen igen inden servering.
Vis mig din mad på IG!Tag mig endelig på Instagram med @emmaolsen.dk, hvis du laver mine opskrifter! Vil elske at dele dine billeder med mine følgere








































