Vil du følge med? 👇
Pastasalat med avocadocreme
Cremet pastasalat
Her får du min opskrift på en cremet pastasalat med avocadocreme. Det er en simpel, sund og nærende ret, med masser af grøntsager! Der gemmer sig måde peberfrugt, majs, edemamebønner og agurk i salaten, og så består den cremede dressing af avocado, cashewnødder, persille, koriander og lime.
Du kan nyde pasta salaten som den er, eller bruge den som tilbehør til kød. Derudover, holder salaten sig rigtig fint i nogle dage i en tæt beholder i køleskabet. Så den er også super lækker de næste par dage til frokost eller i madpakken.

Videoopskrift
Se hvordan jeg laver salat og dressing i videoopskriften her ved siden af. Avocadocremen er med til at binde pastasalaten sammen og gøre den rigtig lækker og smovset. Både avocado og cashewnødder er med til at give en cremet og lækker konsistens samt en lidt nøddeagtig smag. For at få lidt tekstur til avocadocremen tilføjer jeg edemamebønner – her kunne ærter også være en mulighed. Jeg bruger en foodprocesser fra Kenwood, som passer perfekt til formålet!
Fordi jeg er helt tosset med koriander, så er der selvfølgelig også dét i cremen. Dog har jeg erfaret, at ikke alle er lige vilde med koriander, og derfor kan du sagtens nøjes med at bruge mere persille, eller kombinere persille med frisk basilikum.

Pastasalat med avocadocreme
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
Avocadocreme
- 2 avocadoer (modne)
- 2 håndfulde cashewnødder
- 2 lime
- 1 stor håndfuld frisk persille
- 1 stor håndfuld frisk koriander
- 100 g edamamebønner
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk olivenolie (og/eller vand)
- ½ tsk salt
- friskkværnet peber
Pastasalat
- 400 g pasta
- 1 rødløg
- 1 peberfrugt
- ½ agurk
- 150 g majs
- 150 g edamamebønner
- 1 håndfuld persille
- 1 håndfuld koriander
Sådan gør du
Avocadocreme
- Pres saften af limefrugterne, og pres hvidløget. Kom avocado, cashewnødder, limesaft, persille, koriander, edamamebønner, hvidløg og olivenolie i en foodprocessor eller minihakker, og blend til du har en cremet konsistens.
- Tilsæt olivenolie eller lidt vand til du opnår den ønskede konsistens.
- Smag til med salt og peber.
Pastasalat
- Kog pastaen efter anvisningen på pakken, og lad den køle af.
- Snit rødløg, peberfrugt, agurk, persille og koriander fint. Kom dem i en skål sammen med majs, edamamebønner og den afkølede pasta.
- Hæld din avocadocreme over, og bland det hele godt rundt.
Emmas tips til opskriften
Hvis du ofte laver mad med pasta, er der masser af inspiration her.







































