Vil du følge med? 👇
Pasta aglio e olio
Pasta aglio e olio – En klassiker til travle dage
Når du er på jagt efter en nem, hurtig og virkelig lækker pastaret, så er Pasta aglio e olio det perfekte valg. Det er en klassisk italiensk ret med meget få ingredienser. Med simpel pasta som spaghetti eller linguine, masser af hvidløg, lidt peperoncino (chili) og en god portion olivenolie, har du en skøn ret, der kan tilberedes på under 20 minutter. Se opskriften herunder!
Er pastaretter og en af dine livretter, så se alle mine pastaopskrifter lige her.
Pasta aglio e olio
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- 400 g linguine (eller andre former for pasta)
- ¾ dl olivenolie
- 3-4 fed hvidløg (afhængig af størrelsen)
- ½-1 rød chili
- 40 g parmesanost
- 1 dl pastavand
- 2 håndfulde frisk persille
- friskkværnet salt og peber
Sådan gør du
- Kog spaghetti i godt med salt til den er al dente. Gem lidt pastavand til senere.
- Hak hvidløg (eller pres) og chili fint.
- Varm en dyb pande op med olie (omkring 4 ud af 10) og tilføj hvidløg og chili. Panden må ikke blive så varm at hvidløget begynder at sautere. Rør rundt i panden og lad hvidløg og chili frigive en masse smag.
- Hak persille fint og riv parmesan.
- Tilføj spaghetti til panden med olie, hvidløg og chili og vend det hele godt rundt. Tilføj også persille og parmesanost og lad osten smelte, så du får en dejlig cremet pastaret. Tilføj pastavand til du får den rette konsistens.
- Krydder med salt og friskkværnet peber.
- Server med det samme. Pynt med frisk persille og parmesanost.
Valg af ingredienser i Pasta aglio e olio
Selvom Pasta aglio e olio er en simpel ret, så vil jeg stadig lige gennemgå ingredienserne for dig!
- Linguine eller anden pasta: Linguine har en lidt flad form, som gør, at den nemt kan suge en masse smag til sig. Du kan også bruge spaghetti eller andre slags pasta hvis du foretrækker det.
- Olivenolie: Her er det værd at bruge en god ekstra jomfru olivenolie. Den giver retten sin karakteristiske smag og sørger for, at pastaen bliver let cremet, når den blandes med pastavand!
- Hvidløg: En stor spiller i retten..! Sørg for at bruge friske hvidløgsfed, og steg dem ved lav varme i olien, så de langsomt afgiver deres smag uden at brænde på!
- Rød chili: Lidt peperoncino/chili tilføjer en dejlig varme. Juster mængden, så det passer til din smag – du kan bruge alt fra en halv til en hel chili!
- Parmesanost: Selvom parmesan ikke er med i den helt traditionelle version, så kan jeg godt lide at tilføje det til retten!
- Pastavand: Gem lidt af vandet fra pastaen, da det hjælper dig md at få den helt rigtige konsistens.
- Frisk persille: En god håndfuld hakket persille gør retten frisk og farverig.
- Friskkværnet salt og peber: Helt simpel! Sørg for at smage retten godt til.
Tips til den perfekte Pasta aglio e olio
- Pas på hvidløget: Et af de vigtigste tips er at stege hvidløget ved lav varme. Hvis du steger det for hårdt, bliver det branket og bittert! Hvidløget skal langsomt afgive sin smag til olien.
- Hold øje med chilien: Mængden af chili kan du tilpasse efter, hvor stærk du ønsker din ret. Du kan også vælge at fjerne frøene fra chilien, så retten ikke bliver for stærk.
- Brug af pastavand: Når du hælder pastaen i olien, skal du huske at tilføje lidt pastavand. Vandet indeholder stivelse fra pastaen, og det hjælper med at binde saucen sammen.
- Smag til med parmesan og persille: Friskrevet parmesan giver dybde og umami, mens frisk persille tilføjer en dejlig, frisk smag og farve!
Tip! Elsker du italiensk mad, så hop ind og se alle mine italiensk inspirerede opskrifter.
Tilbehør til Pasta aglio e olio
Selvom Pasta aglio e olio sagtens kan serveres for sig selv, så er det også lækkert med lidt tilbehør til. Prøv fx at servere retten med hjemmelavet bruschetta eller en frisk tomatsalat med lidt basilikum og balsamico. Hvis du vil lave en mere fyldig menu, kan du også servere retten med en simpel grøn salat med lidt citronvinaigrette. Har du lyst til noget ekstra protein, kan du overveje at servere lidt grillede rejer eller kylling ved siden af.
TIP! Prøv også min opskrift på simpel pasta med hvidløg og rejer.
Variationer af opskriften
Selvom Pasta aglio e olio er en simpel klassiker, er der flere måder, du kan variere opskriften på. For det første kan du eksperimentere med forskellige typer pasta. Den klassiske opskrift bruger ofte spaghetti, men du kan også bruge linguine, som i denne version, eller bucatini, der har en lidt tykkere konsistens.
Hvis du ønsker at gøre retten lidt fyldigere, kan du tilsætte ekstra ingredienser som rejer eller grillede grøntsager som squash, svampe og peberfrugt.
En anden variation kunne være at tilføje en smule citron for at give retten et syrligt pift. Riv lidt citronskal over den færdige ret hvis du som jeg elsker smagen af citron.