Vil du følge med? 👇
Mulligatawny suppe
Indisk karrysuppe
Mulligatawny suppe er en indisk karrysuppe med kylling. Det er en varm krydret suppe med masser af smag og lækkert fyld. Suppen er lavet med kylling, gulerod, æble, selleri, ingefær og en smule kokosmel. Derudover, så er den lavet med kokosmælk og et skvæt fløde, som giver den en skøn og cremet konsistens.
Suppen kan sagtens nydes lige som den er, da den mætter rigtig godt grundet alt det lækre fyld. Hvis du vil, kan du også servere suppe med ris og et stykke flute.


Mulligatawny suppe
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
Suppe
- 1 stort løg
- 3 spsk. karry Reklame for helsam.dk
- 1 stort æble
- 4 gulerødder
- 6 stilke bladselleri
- 1 spsk. ingefær
- 1 dåse hakkede tomater
- 8 dl hønsebouillon (1 terning til 8 dl)
- 1 dåse kokosmælk
- 450 g kylling (f.eks. kyllingebryst eller kyllingelår uden ben)
- 50 g kokosmel Reklame for helsam.dk
- 1 dl fløde (piskefløde (38%) eller madlavningsfløde (18%) – begge fungerer)
- 2 tsk. salt
- friskkværnet peber
Tilbehør
- ris
- brød
- frisk persille
Sådan gør du
- Hak løg fint og svits det i en stor gryde med olie i ca. 3 minutter, til løgene er bløde og let gyldne. Tilsæt karry, og lad det svitse med yderligere ca. 2 minutter, til det dufter dejligt.
- Skræl og riv æble, gulerod og ingefær groft. Hak selleri fint og tilsæt det hele i gryden. Tilsæt evt. lidt mere olie. Lad det stege med i ca. 5 minutter under jævnlig omrøring, til grøntsagerne er let møre.
- Tilsæt hakkede tomater, kokosmælk og hønsebouillon. Bring det i kog og lad det derefter simre ved svag varme i 15 minutter under låg.
- Skær kylling i små tern og steg det på en pande ved høj varme i ca. 3–4 minutter, til stykkerne er gyldne på alle sider (de behøver ikke være gennemstegte, da de færdigtilberedes i suppen). Kom det derefter i gryden sammen med kokosmel. Lad det småsimre i yderligere 20 minutter.
- Tilsæt fløde og evt. lidt ekstra vand eller hønsebouillon, hvis du synes suppen er for tyk.
- Smag til med salt og peber. Anret suppen i skåle og top med frisk, hakket persille. Servér som den er eller med ris og brød ved siden af.
Emmas tips til opskriften
- Du kan med fordel lave en dobbeltportion af suppen når du er i gang, og fryse halvdelen ned til en anden gang. Frys suppen ned i en lufttæt beholder og optø den langsomt i køleskabet natten før den skal bruges.
- Ønsker du en mere spicy suppe, kan du tilføje lidt chili.
- Suppen kan sagtens nydes som den er, uden tilbehør, da den har masser af fyld.
- Suppen holder sig fint i køleskabet i op til 3 dage i en lufttæt beholder. Varm den op ved svag varme på komfuret og tilsæt eventuelt lidt ekstra vand, da den kan tykne ved opbevaring.
Mulligatawny suppe opskrift
Denne mulligatawny opskrift er en rigtig skøn efterårssuppe, til kolde aftener og hygge i hjemmet med hele familien. Du kan med fordel lave en stor portion mulligatawny, når du er i gang, og fryse suppen ned til travle hverdagsaftener – så er det nemt og hurtigt at få den lækreste aftensmad!
TIP! Klik her for at se flere opskrifter på lækre supper eller se mine 15 bedste opskrifter på suppe.



















