Æbletrifli med mascarponecreme

Her får du opskriften på en skøn dessert eller eftermiddags-godte, som du kan spise med god samvittighed. Her til eftermiddag har den nemlig stået på denne æbletrifli bestående af æblemos med ingefær, mascarponecreme og hjemmelavet granola.
Jeg havde en omgang æbler, der var ved at se en smule triste ud, samt en rest mascarpone fra gårsdagens kartoffelpizza, og det blev så til denne æbletrifli. Ønsker du en udgave der er endnu sundere, så brug skyr istedet for cremefraiche og drop flormelisen i din mascarponecreme. Lav en større omgang æblemos, og brug det på din skyr eller grød til morgenmaden. Velbekom!
Æbletrifli med mascarponecreme
Antal: 3 små glas
Ingredienser
Æblemos
- 800 g æbler, skrællet
- 1 dl vand
- 1 spsk. vaniljepulver
- 1 tsk. revet ingefær
Mascarponecreme
- 100 g mascarpone
- 100 g creme fraiche 18 %
- 1 tsk. vaniljepulver
- 30 g floremelis
Topping
- honningristet havregryn eller granola
Sådan gør du
Æblemos
- Skræl æblerne og skær dem i små tern.
- Kom dem i en gryde med vand, vaniljepulver og revet ingefær.
- Bring gryden i kog og lad æblerne koge sammen til en mos ved middel varme. Afkøl.
Mascarponecreme
- Bland creme fraiche, mascarpone, floremelis og vaniljepulver.
Anretning
- Anret i dessertglas med æblemos i bunden, dernæst mascarponecreme, og til sidst æblemos igen. Top med granola.
