Vil du følge med? 👇
Pasta Pomodoro
Pasta Pomodoro er en af de heeeeelt simple og nemme pastaretter! Det er en enkelt kombination af spaghetti og en fyldig tomatsauce. En perfekt ret til de travle hverdage, hvor du vil servere noget lækkert uden at bruge for meget tid i køkkenet (tager max 20 monutter!!). Det kræver kun få ingredienser, og så har du en skøn pastaret. Se opskriften herunder.
Tip! På udkig efter flere simple pastaretter? Hop ind og se alle mine pastaopskrifter.
Pasta Pomodoro
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
Pastasauce (alternativt kan du købe en færdiglavet)
- 1 lille løg
- 2 fed hvidløg
- 20 g smør
- ½ rød chili (efter smag)
- 2 dåser hakkede tomater
- 3 spsk. tomatpuré (ca. svarende til én dåse på 140 g)
- 1 tsk. tørret oregano
- 1 tsk. tørret basilikum
- ½ tsk. sukker
- 3 spsk. æblecidereddike (eller hvidvinseddike)
- salt og friskkværnet peber
Derudover
- 400 g spaghetti
- friskrevet parmesan
- friskkværnet salt og peber
Sådan gør du
- Kog spaghettien al dente. Gem lidt pastavand.
- Hak løg og hvidløg helt fint. Varm en lille gryde op med smør og sauter løg og hvidløg til de er klare og bløde.
- Tilføj hakkede tomater, tomatpure, finthakket chili, oregano, basilikum, sukker, æblecidereddike, salt og peber.
- Lad saucen småsimre i 5-10 minutter. Hvis du ønsker saucen helt cremet, kan du blende den med en stavblender.
- Smag til med salt og peber.
- Hæld spaghetti i gryden med pastasauce. Brug evt. lidt pastavand til at få den rette konsistens. Rør det godt sammen.
- Servet med friskkværnet peber og evt. frisk basilikum.
Emmas tips til opskriften
- Brug din hjemmelavede tomatsovs til italienske kødboller i tomatsovs eller spaghetti bolognese.
- Du kan skifte de tørrede krydderurter ud med friske krydderurter.
- Du kan skifte de hakkede tomater ud med friske tomater.
Valg af ingredienser i hjemmelavet tomatsovs
Når jeg laver pasta pomodoro kan jeg godt lide ta lave min egen, hjemmelavede pastasauce. Den består af ret rå ingredienser, så det er nemt og hurtigt at lave! Derudover, så kan du også bruge saucen til italienske kødboller med spaghetti eller spaghetti bolognese. Har du ikke tid til at lave din egen sauce, kan du også bare købe dig til en.
- Løg og hvidløg
Løg er en god base til din tomatsovs. Jeg sauterer dem i smør så de får en naturlig sødme. Hvidløget giver tomatsovsen en lidt skarpere smag – er du vild med hvidløg kan du sagtens tilføje mere - Chili
Chili giver sovsen lidt spice, som du kan tilpasse efter din egen smag. Hvis du foretrækker en mild sauce, kan du nøjes med en lille smule, men hvis du elsker krydret mad, kan du tilføje ekstra. - Hakkede tomater og tomatpuré
Hakkede tomater er selve kernen i sovsen. De giver en fyldig, rig tomatsmag, som sammen med tomatpuréen danner basen for hele retten. Hvis du vil kan du også bruge friske tomater. - Oregano og basilikum
De to krydderier passer bare godt til de italienske køkken. Du kan også bruge frisk oregano og frisk basilikum hvis du vil. - Sukker
Sukker bruges ofte i tomatsovse for at afbalancere den syrlige smag fra tomaterne. Det er ikke meget der skal til – bare lige lidt. - Æblecidereddike
Jeg kan godt lide at tilføje lidt æblecidereddike til min tomatsauce, da det giver en go smag. Hvis du ikke har æblecidereddike, kan du også bruge hvidvinseddike med næsten samme effekt. Du kan også helt undlade det.
Sådan får du den perfekte Pasta Pomodoro
Selvom opskriften er enkel, er der et par små tips og tricks du kan følge! Har du tid, kan du lade pastasaucen simre, så den kan samle en masse smag til sig. For en mere luksus-udgave kan du evt. tilføje lidt rødvin til saucen.
Når du koger spaghettien, så sørg for at den er kogt “al dente”, så den har en smule bid. Husk oat gemme lidt af pastavandet, som kan bruges til at justere saucens konsistens, hvis den bliver for tyk.
Når saucen er klar, vend spaghettien direkte i gryden med saucen, så den bliver helt dækket og får lov til at absorbere smagen.
Opskriftens oprindelse
Pasta Pomodoro er en klassiker fra det italienske køkken, og som med mange italienske retter er det de simple ingredienser, der gør den så speciel. Retten stammer fra regionen Campania. Den blev populær som en hurtig og billig hverdagsret, der kunne laves med de ingredienser, man altid havde ved hånden – pasta, tomater og krydderier. Pomodoro betyder “tomat” på italiensk, hvilket giver retten dens nav.
På udkig efter mere italiensk mad? Se alle mine italienske opskrifter.
Variationer af Pasta Pomodoro
Selvom den klassiske Pasta Pomodoro er alle tiders, kan du selvfølgelig altid variere den lidt. Hvis du vil give retten lidt ekstra fylde, kan du tilføje grøntsager som squash, aubergine eller spinat til saucen.
Du kan også eksperimentere med forskellige typer pasta. Hvis du ikke er fan af spaghetti, kan du bruge penne, fusilli eller en anden favoritpasta.
For en mere proteinrig ret kan du tilføje lidt sprødstegt pancetta eller bacon. Kylling kunne også være lækkert!
Du kan også gøre opskriften mere cremet ved at tilføje lidt piskefløde. Prøv min opskrift på pasta med cremet tomatsovs.
Prøv også at komme en kugle burrata på toppen. Prøv også min opskrift på cremet pasta med tomatsauce og burrata.
Spørgsmål til Pasta Pomodoro (FAQ)
Hvad er forskellen på Pasta Pomodoro og Pasta Bolognese?
Pasta Pomodoro er en tomatbaseret pastaret, der er enkel og uden kød, mens Pasta Bolognese inkluderer hakket kød og ofte har en tykkere sauce med flere ingredienser som gulerødder og selleri.
Kan jeg bruge friske tomater i stedet for dåsetomater?
Ja, du kan sagtens bruge friske tomater i stedet for dåsetomater. Vælg modne, saftige tomater, skær dem i små tern, og lad dem simre længere tid, så de bliver til en sauce.
Kan jeg lave saucen i forvejen?
Ja, du kan sagtens lave saucen i forvejen. Den holder sig fint i køleskabet i op til 3 dage, og du kan også fryse den ned i portioner, så du altid har en hurtig pastasauce ved hånden.