Vil du følge med? 👇
Pasta med laks og spinat
Nem laksepasta
Hvis du leder efter en nem og lækker hverdagsret, er denne opskrift på pasta med laks og spinat lige noget for dig! Kombinationen af saftig laksefilet, frisk spinat og en cremet sauce lavet på flødeost og piskefløde gør retten både mættende og fuld af smag. Det hele afrundes med et strejf af citron – det smager så godt! Retten er ideel til både travle hverdage og hyggelige middage hvor du ikke vil bruge for lang tid i køkkenet.
Tip! Vild med pastaretter? Så hop ind og se hele mit pastaunivers.
Pasta med laks og spinat
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- 400 g pasta
- 1 lille løg
- 2 fed hvidløg
- 400 g laksefilet
- 200 g frisk babyspinat
- 100 g neutral flødeost
- 1 dl piskefløde (eller madlavningsfløde)
- 1 økologisk citron (revet skal og lidt saft)
- 1 tsk. salt
- friskkværnet peber
Sådan gør du
- Tag skindet af laksestykkerne og skær den i tern. Varm en dyb pande op med lidt olie og steg laksen på begge sider. Kryder med salt og peber. Stil laksen til side.
- Kog pastaen efter anvisning på pakken i letsaltet vand. Gem lidt af pastavandet så du kan justere konsistensen senere, hvis der er behov for det.
- Hak løg og hvidløg fint og sauter på panden til løgene er klare og bløde. Tilføj evt. lidt mere fedtstof.
- Tilføj fløde, flødeost, citronskal, lidt citronsaft, salt og peber. Lad det småsimre et par minutter til en cremet konsistens.
- Tilføj spinat til gryden og lad den kun lide falde sammen inden du tilføjer den varme pasta.
- Vend til sidst laksen i retten og smag til med salt, peber og citronskal. Reguler evt. konsistensen med lidt pastavand.
Valg af ingredienser i pasta med laks og spinat
- Pasta: Brug den pasta du bedst kan lide! Her bruger jeg tørrede rørpasta med frisk fettuccine eller tagliatelle er også gode valg, da deres bredere form giver saucen masser af overflade at binde sig til.
- Laks: Laksefilet er jo selvfølgelig vigtig i denne ret. Vælg gerne frisk laks, der kan skæres i mundrette stykker.
- Spinat: Frisk spinat giver ikke kun retten farve, men også en mild smag. Brug gerne babyspinat, så det ikke bliver for stort og fyldende i retten. Frisk spinat krymper hurtigt ved tilberedning, så bare giv den gas! Hvis du kun har frossen spinat, kan det også bruges, men sørg for at dræne den godt, så retten ikke bliver for vandet.
- Flødeost og fløde: Disse to ingredienser giver saucen dens dejlige cremede konsistens. Flødeosten sørger for, at saucen bliver tyk og fyldig, mens piskefløden gør den ekstra blød og smøragtig. Hvis du vil spare på fedtet, kan du bruge madlavningsfløde i stedet for piskefløde.
- Løg og hvidløg: Løg og hvidløg fungerer som grundsmagere i retten og tilføjer en sødme og dybde, der balancerer de andre ingredienser.
- Citronskal og saft: Et strejf af citron er prikken over i’et i denne ret, hvis du spørg mig! Sørg for at bruge økologisk citron, når du bruger skallen, så du undgår at det smager besk.
Tips til at lave den bedste laksepasta
Først og fremmest er det vigtigt at vælge den rigtige type laks. Brug frisk laksefilet, da det giver den bedste smag og tekstur. Frossen laks kan også anvendes, men sørg for, at den er helt optøet og drænet, inden du tilbereder den, så den ikke gør saucen for vandet. Når du steger laksen, skal du passe på ikke at stege den for meget, da laks hurtigt kan blive tør!
Spinat krymper meget hurtigt, og hvis du tilsætter den for tidligt, risikerer du, at den bliver for blød – så vent! Frisk spinat kan jeg bedst lidt, men hvis du bruger frossen spinat, skal du være opmærksom på at presse så meget væske ud som muligt, inden du tilsætter den til retten. Brug babyspinat frem for almindelig spinat.
Når det kommer til saucen, er det flødeosten og piskefløden, der gør den ekstra cremet og lækker. Hvis du ønsker en lidt lettere udgave, kan du erstatte piskefløden med madlavningsfløde, men vær opmærksom på, at det kan ændre saucens konsistens en smule. Sørg også for at smage saucen godt til med salt, peber og citron.
Variationer af spinatpasta
Selvom denne opskrift på pasta med laks og spinat er lækker som den er, er der mange måder, du kan tilpasse den på.
Hvis du ønsker en lidt lettere version, kan du udskifte piskefløden med madlavningsfløde, som har et lavere fedtindhold.
Vil du eksperimentere med smagen, kan du tilføje andre grøntsager til retten som fx asparges, squash eller ærter. Hvis du ønsker lidt mere krydderi, kan du tilsætte et nip chiliflager for at give saucen lidt spice. Hvis du ikke er fan af laks, kan du også erstatte den med en anden fisk som ørred eller torsk.
Tip! Prøv også min opskrift på pasta med laks og champignon!
Ofte stillede spørgsmål (FAQ)
Kan jeg bruge frossen spinat i stedet for frisk?
Ja, frossen spinat kan sagtens bruges i denne opskrift. Sørg blot for at dræne spinaten godt, så du undgår, at saucen bliver vandet.
Hvordan undgår jeg, at laksen bliver tør?
For at undgå tør laks skal du passe på ikke at overtilberede den. Tilbered laksen i store stykker.
Kan jeg erstatte fløden med et sundere alternativ?
Ja, du kan bruge madlavningsfløde eller plantebaseret fløde som et lettere alternativ til piskefløde. Det vil give en lidt lettere sauce, men stadig bevare den cremede konsistens.