Vil du følge med? 👇
Pizzasauce
Hjemmelavet pizzasauce – nem og smagfuld
Hjemmelavet pizzasauce er altså et must, når du vil lave en lækker pizza fra bunden. Det er supernemt at lave selv og med en håndfuld gode ingredienser som hakkede tomater, tomatpuré, løg, hvidløg og basilikum får du en fyldig og smagfuld sauce.
En af fordelene ved at lave sin egen pizzasovs er, at du har fuld kontrol over smagen. Vil du have den mere krydret? Tilføj lidt chili. Foretrækker du en sødere sauce? Justér med sukker. Og hvis du vil have en helt glat sauce, kan du blende den godt sammen (det foretrækker jeg). Denne opskrift på hjemmelavet pizzasovs givet en stor portion. Jeg fryser resten ned til en anden pizzaften, men du kan også bruge det til hjemmelavede pizzasnegle eller pølsehorn.
Tip! Prøv også min opskrift på hjemmelavet pizzadej!



Pizzasauce
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
- 2 dåser hakkede tomater
- 3 spsk. tomatpuré
- 3 spsk. olivenolie
- 1 lille løg
- 1 fed hvidløg
- 2 tsk. groft salt
- 1 tsk. sukker
- 1 stor håndfuld frisk basilikum
Sådan gør du
- Kom alle ingredienser i en skål og blend til en cremet pizzasauce med en stavblender. Du kan også bruge en blender eller en foodprocessor.
- Smag til med salt og peber.
- Dette er en stor portion, så frys resten ned i en pose eller bøtte, og så har du til næste gang du skal have pizza. Du kan også bruge den resterende pizzasauce til pizzasnegle eller pølsehorn.
Emmas tips til opskriften
- Brug min opskrift på hjemmelavet pizzadej med tipo 00 mel.
- Brug ikke for meget pizzasauce på din pizza, da det kan gøre pizzaen våd og sjasket.
- Brug altid kold pizzasauce.
- Brug gerne hænderne til at forme dejen, så du ikke presser alt luft ud af dejen.
- Bruger du mozzarellakugler til din pizza så husk at presse vandet fra og dup den tør med køkkenrulle. Ellers risikerer du at pizzaen bliver våd.
- Nyd pizzaen med al dit ynglingsfyld! Prøv fx min opskrift på kartoffelpizza og den simple pizza margarita.
- Har du en pizzasten eller bagestål er det en god ide at bage den på den. Ellers brug en helt almindelig bageplade.
Valg af ingredienser i hjemmelavet pizzasauce
- Hakkede tomater – Danner basen i din sauce. Brug gerne tomater af god kvalitet, da de har en mere fyldig smag og mindre væske. San Marzano-tomater er et godt valg, hvis du vil have en autentisk italiensk smag. Men alle slags kan selvfølgelig bruges!
- Tomatpuré – Giver saucen en dybere tomatsmag og gør den mere koncentreret.
- Olivenolie – Tilføjer en afrundet og let frugtig smag, som balancerer syren i tomaterne.
- Løg – Bidrager med en naturlig sødme og giver en god dybde i smagen.
- Hvidløg – Giver saucen et klassisk italiensk præg. Jo finere det hakkes, desto mere intens bliver smagen.
- Groft salt – Fremhæver smagen i de øvrige ingredienser.
- Sukker – Hjælper med at balancere syren i tomaterne. Hvis dine tomater er meget søde, kan du undlade det.
- Frisk basilikum – Tilføjer en dejlig aroma og giver en autentisk italiensk smag. Du kan også bruge tørret basilikum, men frisk er at foretrække.


Sådan bruger du din hjemmelavede pizzasauce
Hjemmelavet pizzasauce er selvfølgelig perfekt til pizza LINK men den kan bruges til meget mere end det. Smør et generøst lag sauce på din pizzadej, og top den med dine yndlingsingredienser. Hvis du vil have en ægte italiensk pizza, så husk at bruge en god mozzarella og ikke overdynge den med for mange toppings – det enkle er ofte det bedste. På denne måde sikrer du også, at din pizza ikke bliver våd.
Men pizzasauce er ikke kun begrænset til pizza. Den fungerer også glimrende som en hurtig pastasauce, især hvis du blander den med lidt ekstra olivenolie og parmesan. Du kan også bruge den som dip til brød, som tomatbase i gryderetter eller til pizzasnegle. Derfor er det altid en god ide at lave en stor portion nu du er i gang!
Tips til opbevaring og holdbarhed
Når du har lavet din hjemmelavede pizzasauce, er det en god idé at vide, hvordan du bedst opbevarer den, så du altid har en lækker sauce klar til din næste pizzaaften. Saucen kan holde sig i køleskabet i op til 5 dage, hvis den opbevares i en lufttæt beholder. Hvis du laver en stor portion, kan du også fryse pizzasaucen ned. Hæld den i fryseegnede beholdere eller poser, og den kan holde sig i op til 3 måneder.
Ofte stillede spørgsmål om pizzasauce (FAQ)
Kan jeg bruge friske tomater i stedet for dåsetomater?
Ja, du kan sagtens bruge friske tomater, men det kræver lidt ekstra arbejde. Skold tomaterne kort i kogende vand, fjern skindet, og hak dem fint, før du bruger dem i opskriften.