Vil du følge med? 👇
Mexicanske vafler
Madvafler med kylling, tomatsalsa og avocadocreme
Hvis du er glad for mexicansk mad, skal du prøve de her madvafler med fyld. Jeg laver vaflerne med kikærter og mexicanske krydderier og topper dem med krydret kylling, frisk tomatsalsa og en cremet blanding af avocado og edamamebønner.
Det er en lidt anderledes måde at servere aftensmad på, og jeg elsker kombinationen af de sprøde vafler og det friske fyld. Du kan også lave dem som små vafler og servere dem til en forret eller på tapasbordet.



Mexicanske vafler
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
Mexikrydderi
- 1 spsk. paprika
- 1 spsk. oregano
- 1 spsk. stødt koriander
- 1 spsk. stødt spidskommen
- ½ spsk. stødt chili (efter smag)
- 1 spsk. hvidløgspulver
- 1 tsk. groft salt
Vaffeldej
- 240 g kikærter
- 3 æg
- 2 dl mælk
- 1 dl hvedemel
- 1 dl fuldkornshvedemel
- 1 tsk. salt
- 1 tsk. bagepulver
- olie (eller smør til stegning)
- halvdelen af din mexi krydderi
Mexicansk krydret kylling
- 450 g kyllingebryst
- 1 løg
- 2 peberfrugter
- 2 dl kidneybønner
- 1 spsk. sukker
- 2 spsk. olie
- ½ lime
- den ande halvdel af din mexi krydderi
Tomatsalsa
- 3 tomater
- ½ rødløg
- 1 fed hvidløg
- 1 håndfuld frisk koriander
- ½ frisk chili (efter smag)
- ½ lime
- 1 spsk. olivenolie
- ½ tsk. salt
- friskkværnet peber
Edamame creme
- 150 g edamamebønner
- 1 avocado
- 1 fed hvidløg
- ½ lime
- 2 spsk. creme fraiche
- ¼ tsk. groft salt
- friskkværnet peber
Tilbehør
- frisk salat
- frisk koriander
Sådan gør du
Mexi krydderi
- Bland paprika, oregano, koriander, spidskommen, chili, hvidløgspulver, salt og peber i en skål og del mængden i 2 lige store dele. Du skal bruge den ene del til din vaffeldej og den anden til din mexicansk krydrede kylling.
Vaffeldej
- Dræn kikærterne for vand og kom dem i en blender sammen med æg, hvedemel, fuldkornshvedemel, mælk, salt, bagepulver og halvdelen af dit mexikrydderi. Blend til en glat masse.
- Varm vaffeljernet op og smør det med lidt smør eller olie. Bag vaflerne ca. 3-4 min. pr. stykke, til de er gyldne og sprøde – de skal slippe vaffeljernet let, når de er klar. Antallet afhænger af dit vaffeljern. Jeg fik ca. 10 vafler i det belgiske vaffeljern og ca. 5 stk. med det normale.
Mexicansk krydret kylling
- Varm en stor pande op med olie ved middel varme og tilsæt finthakket løg. Steg løgene i ca. 3-4 min., til de er bløde og let gyldne.
- Skær kyllingen i strimler og tilsæt den til panden med løgene. Steg i ca. 3-4 min. ved høj varme, til kyllingen er brunet på alle sider.
- Skær peberfrugterne i strimler og tilsæt dem til panden sammen med kidney bønner.
- Rør den anden halvdel af dit mexikrydderi sammen med saften fra limen, sukker og olie. Hæld marinaden over kyllingen på panden og lad det hele stege i ca. 5-8 min. ved middel varme, til kyllingen er gennemstegt og ikke længere lyserød indeni.
Tomatsalsa
- Skær tomat i små tern og kom dem i en skål sammen med finthakket rødløg, koriander og presset hvidløg. Hak frisk chili fint (mængde efter smag) og kom også det i skålen.
- Bland saften fra limen med olie, salt og peber og rør det i skålen. Dæk skålen til med et låg, husholdningsfilm eller sølvpapir og lad din salsa trække, mens du laver resten af retten – gerne i 10-15 min., så smagene sætter sig.
Edamame creme
- Kom edamamebønner, avocado, presset hvidløg, saft fra limen, creme fraiche, salt og peber i en minihakker (en lille blender eller food processor) og blend, til du får en cremet og jævn konsistens. Smag til med salt og peber. Vil du have cremen lidt løsere, rør da mere creme fraiche i.
Anretning
- Anret edamamecreme, kylling, tomat salsa og salat på en vaffel. Top med frisk koriander.
Emmas tips til opskriften
- Vaflerne kan bages dagen i forvejen og genopvarmes i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. {timer:5min}5 min.{/timer}, så de bliver sprøde igen.
- Tomatsalsaen er bedst frisklavet, men holder sig i køleskabet i en lufttæt beholder i 1-2 dage.
- Edamamecremen kan laves dagen i forvejen. Læg husholdningsfilm direkte på overfladen, så cremen ikke bliver brun.
Tips til mexicanske madvafler
- Blend kikærterne godt. Dejen skal være helt ensartet, så vaflerne får en god konsistens.
- Varm vaffeljernet ordentligt op. Smør det let med olie eller smør, og vent med at åbne, til vaflerne slipper jernet.
- Lad vaflerne hvile på en rist. Så holder de sig bedre sprøde, mens du laver resten.
- Kom først fyldet på ved servering. Så bliver vaflerne ikke bløde af salsa og creme.
Madvafler med fyld til aftensmad
Jeg serverer de mexicanske vafler med krydret kylling, tomatsalsa, salat og avocadocreme med edamamebønner. Det giver både noget sprødt, cremet og friskt i hver mundfuld. Når jeg laver dem til aftensmad, sætter jeg gerne fyldet på bordet i små skåle, så man selv kan samle sine vafler. Det fungerer også godt, hvis der er gæster.
Kan de mexicanske vafler forberedes?
Ja, du kan sagtens bage vaflerne dagen før og lune dem i ovnen ved 180 grader i cirka 5 minutter. Tomatsalsaen er bedst frisklavet, mens avocadocremen kan forberedes dagen før. Læg husholdningsfilm direkte på overfladen, og opbevar den på køl.
Andre opskrifter på madvafler
Mine spinatvafler er også rigtig gode som madvafler til frokost eller aftensmad. De får en flot grøn farve fra spinaten og kan serveres med forskelligt fyld.
Du kan også prøve min kyllingecæsar-vaffel, hvor vaflen serveres med fyld inspireret af den klassiske cæsarsalat.
Ofte stillede spørgsmål om madvafler
Kan madvafler fryses?
Ja, selve vaflerne kan fryses. Lad dem køle helt af, og frys dem uden fyld. Lun dem i ovnen, inden du serverer dem.
Kan jeg lave madvafler i et almindeligt vaffeljern?
Ja, det kan du sagtens. Jeg har både lavet dem i et almindeligt vaffeljern og et belgisk vaffeljern. Antallet af vafler afhænger af størrelsen på jernet.























Kan man lave vaflerne dagen før, og så varme op dagen efter?
Hej Janni, det kan du godt. De er dog bedst og mest sprøde på selve dagen.
I ingredienserne for vaffeldejen, mangler du at skrive “halvdelen af mexi-krydderiet”. 🙂
Hej Bent,
Det kan jeg da godt se! Tak for reminder det er hermed rettet!
Hav en dejlig dag