Er du vild med bradepandekager, så kan du også prøve min opskrift på gulerodskage eller squashkage i bradepande.
Er du vild med smagen af kardemomme, så tilføj 2 tsk. til dejen.
Opbevar kagen ved stuetemperatur i en lufttæt beholder eller i en stor pose med elastik eller klemme til at lukke den sammen. Den kan holde sig frisk og lækker i 3-4 dage og derfor kan du også sagtens bage kagen dagen før den skal spises.
Kan du ikke spise hele kagen, kan du fryse resterne ned. Jeg anbefaler, at du ikke kommer glasur på den del du skal fryse. Har du gjort det, så gør det heller ikke noget.
Du kan også bruge ymer, yoghurt, A38 eller kærnemælk i stedet for tykmælk.
Er du ikke til kaffesmagen, kan du undlade dette i glasuren og bruge vand i stedet.
Jeg har lavet kagen i en lille bradepande på 25x35 cm. Vil du lave kagen i stor bradepande som kan gå i ovne, så gang opskriften op.
Tilberedning
Kanelkage
Tænd ovnen på 200° almindelig ovn.
Smelt smøret i en gryde og kom det derefter i en stor skål eller røremaskine. Tilføj sukker og rør det sammen.
Tilføj også natron, kanel og tykmælk og rør godt.
Sigt melen i skålen lidt ad gangen og rør det sammen så du har en ensartet dej.
Beklæd en bradepande på ca. 25 x 35 cm. med bagepapir. Fordel dejen heri.
Bag kanelkagen i ovnen i 25-30 minutter. Hold godt øje med kagen undervejs. Den er færdig, når du kan stikke en gaffel i og der ikke hænger noget dej fast.
Kaffeglasur
Smelt smøret i en gryde.
Rør smør, flormelis, kakaopulver og kold kaffe godt sammen til en cremet glasur. Er glasuren for tyk tilsat da mere kold kaffe og er den for tynd, tilsæt da mere flormelis.