Holdbarhed: Congeen holder sig 2–3 dage i køleskab i en lufttæt beholder. Tilsæt lidt vand eller bouillon ved genopvarmning, da grøden tykner i køleskabet.
Frysning: Congeen kan fryses i op til 3 måneder. Optø den i køleskabet natten over og varm den op i en gryde med lidt ekstra vand eller bouillon.
Forberedelse: Du kan sagtens lave congeen dagen i forvejen. Kyllingen kan også steges på forhånd og varmes op i en gryde eller pande.
Tilberedning
Risgrød
Pres hvidløgene og riv ingefæren. Smelt smørret i en mellemstor gryde ved mellemhøj varme og steg hvidløg og ingefær i ca. 2 min., til det dufter dejligt.
1 spsk. smør, 3 cm frisk ingefær, 3 fed hvidløg
Tilsæt risottoris og halvdelen af hønsebouillon og lad det komme i kog. Skru ned for varmen og lad risene simre (småkoge ved lav varme) i ca. 25–30 min. – rør i det jævnligt så det ikke brænder på. Tilføj resten af vandet hen ad vejen, i takt med at det koger ind. Risene er færdige når de er bløde og grøden er tyk og cremet. Hvis du ønsker konsistensen endnu mere grødet, så tilsæt et par dl vand og lad det simre lidt mere.
200 g risottoris, 1 liter hønsebouillon
Kylling
Riv ingefæren og hak hvidløg og chili fint, og skær kyllingen i strimler – så er du klar til at stege.
450 g kylling, 1 fed hvidløg, 1 tsk. frisk ingefær, ½ frisk chili
Varm en stor pande op med sesamolie (eller almindelig olie) og steg kyllingen sammen med ingefær, chili og hvidløg i ca. 5–6 min., til kyllingen er gylden og let brunet udenpå.
3 spsk. sesamolie
Tilsæt sojasauce og fiskesauce og lad kyllingen stege færdig i ca. 3–4 minutter, til der ikke er lyserødt kød tilbage. Der vil være en del væde i panden – det er meningen, for du bruger det som sauce over risen til sidst.
2-3 spsk. sojasauce, 2-3 spsk. fiskesauce
Sojasauce giver en masse salt, så du behøver sandsynligvis ikke salte kyllingen ekstra. Smag på saucen og tilsæt lidt mere sojasauce hvis du vil have mere smag – ellers er den klar!
Sammensætning
Snit forårsløgene fint. Anret risen i skåle og læg kylling, forårsløg, koriander, mynte og peanuts ovenpå. Afslut med at hælde det resterende væde fra panden over retten og pres lidt limesaft over til sidst.