Kom mandlerne i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå i 2-5 minutter og hæld så vandet fra. Overhæld med nyt kogende vand og lad dem stå et par minutter mere.
Smut mandler mellem fingrene, så skallen ryger af. Ryger skallen ikke af nemt, så lad dem stå lidt mere i det varme vand. Hak mandlerne groft.
Skær smør ud i små tern og kom det i en skål sammen med hvedemel, sukker, æggehvide og grofthakkede mandler.
Ælt sammen til en ensartet dej. Hvis du bruger en røremaskine, så brug K-spaden.
Del dejen i 4 og rul dem til pølser med en diameter på ca. 4 cm.
Rul dejen i perlesukker og rul dem derefter ind i bagepapir.
Placer pølserne på et skærebræt (så de holder formen) og stil dem i fryseren i ca. 30 minutter. Alternativt stil dem i køleskabet i minimum en time.
Tag pølserne ud af fryseren og skær dem skiver på ca. ½ cm. Placer dem på en bageplade med bagepapir med lidt afstand imellem, så de ikke flyder sammen.
Bag småkagerne i ovnen ved 200° almindelig ovn i ca. 9-11 minutter, til de er gyldne i kanten. Du kan også bruge varmluft, hvis du vil have flere plader inde ad gangen, så skal du bare sætte temperaturen til 180°. Husk at holde øje, alle ovne er forskellige!
Lad småkagerne køle af på en rist og opbevar dem i en tætlukket beholder.