Smørret skal være blødt og stuetempereret så tag det ud i god tid! Det skal ikke smeltes.
Jeg bruger saltet smør. Bruger du blandingsprodukter kan det godt være, at dejen opfører sig anderledes.
Sørg for ikke at røre dejen for meget - den skal lige samles! Ellers flyder den ud.
Er det for svært at trykke dejen ud gennem sprøjteposen med stjernetyl (det kræver lidt kræfter), så lad dejen stå på køkkenbordet i 10-15 minutter, så den bliver lidt blødere.
Opbevar småkagerne i en tætlukket beholder.
Du kan opbevare dejen i køleskabet i ca. 3 dage eller du kan fryse den ned.
Du kan sagtens fryse dine færdigbagte småkager ned og tage en portion op, når du lige får en sød tand.
Tilberedning
Flæk vaniljestængerne på langs og skrab vaniljekornene ud. Mas kornene sammen med lidt af sukkeret, så kornene skilles ad og det bliver til vaniljesukker. Sæt vaniljesukkeret til side og gem de tomme vaniljestænger til senere.
2 vaniljestænger, 300 g sukker
Forvarm ovnen til 160° varmluft.
Kom mandlerne på en bradepande beklædt med bagepapir, og bag dem ved 160 grader varmluft i ca. 10-12 min.. Mandlerne skal ikke smuttes.
150 g mandler
Kom derefter mandlerne og de tomme vaniljestænger i en minihakker og blend til fint mandelmel.
Kom vaniljesukker, hvedemel, mandelmel, sukker, blødt smør og æg i en skål, og ælt det sammen til en ensartet dej. Pas på, at du ikke rører for meget – dejen skal kun lige samles, ellers risikerer du, at den flyder ud. Bruger du røremaskine, så brug K-spaden.
500 g hvedemel, 400 g smør, 2 æg
TIP! Du kan variere konsistensen på dejen ved at tilsætte mere æg (blødere konsistens) eller mere mel (hårdere konsistens). Dejen skal sprøjtes ud gennem en kraftig sprøjtepose.
Kom dejen i en tyk stofsprøjtepose med et stort stjernetyl. Det dur ikke med en plastikpose, da den vil springe.
Beklæd en bageplade med bagepapir.
Brug et lille glas med en diameter på ca. 5 cm, og tegn omridset af glasset på bagepapiret. Der kan være ca. 20 cirkler pr. bageplade (se billeder i indlægget). Vend papiret om med bagsiden nedad, så stregerne ikke kommer på vaniljekransene, når de bager.
Pres dejen ud gennem stjernetyllet i kranse. Sørg for at du bruger indersiden af cirklerne som skabelon - ellers bliver de for store.
TIP! Det kræver lidt kræfter at presse dejen ud. Du skal trykke hårdt og spænde posen godt op med dej nede mod tyllet, inden du presser dejen ud. Hvis dejen er for hård, så lad den ligge lidt på køkkenbordet, og prøv igen efter 10-15 min.. Er det ikke nok, så smid den i mikroovnen i 5-10 sekunder. Du kan også tilsætte mere æg til dejen for at blødgøre den.
Placer kransene på bagepladen med ca. 3-4 cm mellemrum, så de ikke vokser sammen.
Skru ovnen op til 180° varmluft. Bag vaniljekransene i ca. 8-10 min., eller til de har fine gyldne kanter. Hold øje med dine kager, da alle ovne er forskellige!
Lad vaniljekransene køle af på en rist og opbevar dem i en tætlukket beholder.