Holdbarhed: Salaten er bedst serveret frisk. Vil du forberede den i forvejen, så opbevar dressing, kylling og grøntsager adskilt i køleskabet og saml salaten lige inden servering.
Tilberedning
Honningristede hasselnødder
Varm honning op på en pande ved middelhøj varme sammen med hasselnødder og flagesalt. Rist dem i ca. 5 minutter, og vend undervejs så de ikke brænder på. Hæld dem ud på et stykke bagepapir og lad dem køle af – hak dem derefter groft.
100 g hasselnødder, 2 spsk akaciehonning, 1 tsk flagesalt
Dressing
Rør cremefraiche, mayonnaise, dijonsennep, sukker, citronsaft, karry og finthakket purløg sammen – gem lidt purløg til pynt. Smag til med salt og peber.
1 dl cremefraiche 18%, 1 tsk karry, 1 spsk mayonnaise, 1 tsk dijonsennep, ½ tsk sukker, ½ spsk citronsaft, ½ bundt purløg, ¼ tsk. groft salt, friskkværnet peber
Derudover
Steg baconen på en varm pande ved mellemhøj varme i ca. 3-4 minutter, til den er sprød og gylden – eller læg den på bagepapir på en bageplade og bag den i ovnen ved 200°C varmluft i ca. 10-12 min.. Læg den på køkkenrulle og lad den køle af.
50 g bacon i skiver
Varm en pande op ved middelhøj varme og tilsæt olivenolie. Krydr kyllingebrysterne med salt og peber, og steg dem ca. 5-6 min. på hver side, til de er gennemstegte og ikke længere lyserøde indeni. Lad dem hvile i et par minutter, skær dem derefter i mundrette strimler og lad dem køle helt af.
350 g kyllingebryst, 1 spsk olivenolie
Skær rødløget i tynde både og æblet i tern. Halvér avocadoen, fjern stenen, skræl den og skær frugtkødet i mundrette stykker. Skær agurken i mundrette stykker.
1 rødløg, 1 æble, 1 avocado , ½ agurk
Hak krydderurterne fint.
1 håndfuld friske krydderurter
Læg den blandede salat i et stort salatfad eller en skål. Læg rødløg, æble, avocado, agurk, krydderurter, kylling og bacon ovenpå. Vend forsigtigt dressingen i salaten og top til sidst med de ristede hasselnødder og lidt ekstra purløg.
75 g blandet salat
Server salaten med det samme – den er bedst frisk, da dressingen hurtigt gør salaten blød.