Sprøde surdejsboller

LØRDAG – GODMORGEN!
Jeg har denne morgen forsøgt mig med surdej! Det er et helt nyt område jeg bevæger mig ud i, men jeg synes at resultatet er blevet rigtig godt. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt flere ‘huller’ i bollerne, men øvelse gør mester:) De er i hvert fald dejligt sprøde udenpå, og saftige indeni. Har du ikke prøvet kræfter med surdej før, kan du se en guide til hvordan du gør lige HER. Det kræver lidt tålmodighed, men så bliver resultatet til gengæld også ekstra godt, og du gemmer jo din surdej, så du altid kan bage med den. Den skal bare fodres en gang i ugen, og opbevares i køleskabet.
Disse boller er bagt med Manitobamel, som har et højt indhold af gluten der gør dejen mere smidig og elastisk, så brødet bliver ekstra fugtigt med en sprød skorpe. Sidder du ikke lige inde med manitobamel, kan du sagtens bruge normal hvedemel i stedet. Nyd bollerne lune med smør – mums det smager godt! Opbevar dem i en pose, og frys resten ned. Velbekom, og god weekend!
Sprøde surdejsboller
Antal: 12 stk
Ingredienser
- 10 g gær
- 100 g surdej
- 5 dl vand
- 150 g Valsemøllen Groft Rugmel
- 450 g Valsemøllen Økologisk Manitoba Hvedemel
- 2 tsk. salt
- 1 tsk. honning
Sådan gør du
- Start med at røre gær, honning og surdej ud i lunkent vand til det er fri for klumper.
- Tilsæt de to slags mel lidt efter lidt samt salt og rør dejen godt sammen. Har du en røremaskine, så rør ved mellem til høj hastighed i 8 minutter.
- Lad dejen hæve i skålen tildækket med et fugtigt viskestykke i 30 minutter på køkkenbordet inden du sætter den i køleskabet natten over (eller 12 timer). Inden du skal bage dine boller, tag da dejen ud af køleskabet og lad den stå på køkkenbordet i 1-2 timer.
- Tænd ovnen på 250 grader. Vend forsigtigt dejen ud på en meldrysset bord, så dejen ikke mister sine luftbobler. Skær dejen ud i 12 stykker og fold dejen ind mod midten fra begge sider. Læg dem med folderne ned af på en bageplade med bagepapir. Brug evt. en dejskærer, så dejen spændes op, når du skærer dejen ud.
- Drys bollerne med mel, og lad dem hæve i 10 minutter.
- Sæt bollerne i ovnen, og stænk et halv glas vand ind i ovnen så der dannes damp. Bag bollerne i 10 minutter, og sænk nu temperaturen til 230 grader og bag dem yderligere i 10 minutter. De må gerne få en del farve, så de bliver dejlig sprøde! Afkøl på en bagerist.

