Rösti med sød kartoffel, gulerod og cheddar

Rösti med sød kartoffel, gulerod og cheddarost – en ide til en lækker og simpel forret. Top den med lynsyltet rødbede og en purløgsdressing. Jeg har formet mine rösti med en af Eva Solos nye Green Tools, nemlig deres Burger Press, og det kan altså noget. Se video hvor jeg gør det HER. Sidder du ikke inde med et sådant værktøj, kan du nem lave dine rösti uden, se min opskrift på normale rösti med parma og purløgsdressing HER. Det var alt herfra, hav en skøn weekend!
Rösti med sød kartoffel, gulerod og cheddar
Antal: 4 personer
Ingredienser
Rösti
- 2 løg fintrevet
- 250 g sød kartoffel, skrællet og revet
- 250 g gulerod, revet
- 100 g cheddar ost, revet
- 2 fed hvidløg
- 1 tsk. salt
- ½ tsk. peber
- olie eller smør til stegning
Lynsyltet rødbede i strimler
- 250 g rødbede, groft revet
- 1 dl æblecidereddike
- 3 spsk. sukker
- ½ dl kogende vand
Purløgsdressing
- 3 dl creme fraiche, 18 %
- 2 tsk. dijon sennep
- bundt purløg
- salt og peber
Sådan gør du
Rösti
- Skræl dine sødekartofler og riv den groft sammen med gulerødderne.
- Klem kartoffel og gulrod fri for væde! Læg evt. det hele ud på et rent viskestykke og gnid/gnub væden ud.
- Kom det tilbage i en skålen og bland det med æg, presset hvidløg, cheddarost, salt og peber.
- Jeg brugte en burger press (se link øverst) til at forme mine rösti, for at give dem lidt form. Har du ikke sådan en, tager du bare en god spiseskefuld at din kartoffel masse og kommer på panden.
- Steg dine rösti i ca. 8 minutter i godt med olie eller smør, til de er brune på begge sider. Vend først når de er helt brune på den ene side, da de ellers godt kan være lidt svære at få til at holde formen.
Lynsyltet rødbede i strimler
- Riv dine rødbeder og bland dem i en skål sammen med eddike, sukker og kogende vand. Lad dem trække tildækket i køleskabet i 25 minutter.
Purløgsdressing
- Bland creme fraiche, sennep og purløg. Smag til med salt og peber.
Anretning
- Anret dine rösti med revet rødbede og purløgsdressing. Top til sidst med purløg.