MINIBURGERE MED PESTO (veggiestyle)

Jeg vil på denne søndag dele et tip til en kødfri middag! Jeg har netop lavet disse miniburgere med bøffer af kødfri fars fra Valsemøllen Green Life med tomat og timian. Alt du skal tilsætte er æg og mælk (eller vand), og så kan du bikse de sprødeste bøffer, falafler eller deller sammen. Jeg valgte at tilføje hakkede solsikkekerner og revet gulerod for at give dem lidt mere substans. Du kan også tilsætte andre frø og kerner, revet squash eller persille. I mine miniburgere har jeg også brugt Valsemøllens Røde Pesto, som tilmed er simpel at bikse sammen. Her tilsætter du blot olie og lidt vand, og så har du en lækker krydret rød pesto. Som fyld har jeg brugt syltede rødløg (se opskrift HER), ristede champignoner, avocado, salat og tomat. Derudover har jeg bagt mine egne burgerboller, det gør lige det hele lidt mere delikat! Har du burgerboller tilovers, kan du nem bruge dem som normale boller i madpakken med en skive ost, Prøv det.
Velbekom.
MINIBURGERE MED PESTO (veggiestyle)
Antal: 10 stk
Ingredienser
Burgerboller
- 25 g gær
- 300 ml vand
- 1 spsk. olie
- 1 tsk. sukker
- 1,5 tsk. salt
- 300 g hvedemel
- 100 g ølandshvedemel (kan erstattes af andet mel)
- 200 g grahamsmel
- 1 æg til pensling
- sesamfrø
Veggiebøffer
- 1 pose Valsemøllen Green Life Økologisk Kødfri Fars
- 3 æg
- 3 dl mælk
- 100 g hakkede solsikkekerner
- 2 revede gulerødder
- 1 dl havregryn
Burgerfyld
- syltede rødløg
- avocado
- tomat
- ristede champignon
- salat
- Valsemøllen Green Life Økologisk Rød Pesto
Sådan gør du
Burgerboller
- Start med at hælde vandet i en skål og smuldr gæren deri. Rør rundt og tilsæt nu olie, salt og sukker.
- Tilsæt mel lidt efter lidt. Bruger du røremaskine, rør da i 10 minutter ved mellem hastighed til dejen slipper siderne men stadig sidder fast i bunden.
- Lad dejen hæve i 15 minutter tildækket.
- Form 12 miniburgere og lad nu dejen efterhæve i 30 minutter.
- Pres bollerne flade og pensel med et sammenpisket æg og drys med sesamfrø.
- Bag i ovnen ved 200 grader varmluft i 15 minutter.
Veggiebøffer
- Hæld posens indhold i en skål og tilsæt 3 æg og ca. 3 dl mælk.
- Tilsæt hakkede solsikkekerner, havregryn og revet gulerod og rør det hele godt sammen. Lad farsen hvile i 5 minutter.
- Form farsen til bøffer og steg på panden i olie ved middel varme til de er gyldne på begge sider.
MINIBURGER MED PESTO
- Smør dine burgerboller med rød pesto og kom derefter diverse slags fyld i. Smid din veggiebøf i, og nyd burgeren med sprøde ovnkartofler.

