Frokost & aftensmad

De bedste hjemmelavede pizzaer

I går aftes blev der virkelig kælet for pizzaerne her i det lille århusianske køkken. Det blev til 4 sprøde, men luftige pizzaer. To stk. med kartoffel, pesto, løg, champignon, rosmarin og mascarpone og to stk. med fennikelpølse, squash, champignon, løg og mascarpone. Italiensk mascarpone er blevet et must på mine pizzaer, så det synes jeg virkelig i skal prøve! Derudover smurte jeg kartoffelpizzaen med min hjemmelavede pesto, den kan du finde opskriften på her. Bland og fordel dit fyld som du vil, dette er blot en ide! Har du ikke tiden til at kæle sådan for din dej, så kan du med fordel bruge en brødblanding fra Valsemøllen. Se hvordan jeg har gjort det her.

De bedste hjemmelavede pizzaer

Forb. tid20 min
Tilb. tid10 min
Hævetid1 t 30 min
Samlet tid2 t
Antal: 4 stk

Ingredienser

Dej

  • 20 g gær
  • 700 g vand
  • 10 g salt
  • 900-1000 g hvedemel

Fyld

  • 1 stort løg, grofthakket
  • 200 g champignon, grofthakket
  • 5 kartofler, i tynde skiver
  • 1 håndfuld frisk rosmarin
  • ½ squash, i tynde skiver
  • 150 g mascarpone
  • 2 pakker mozzarella, i små klumper
  • 1 glas grøn pesto (hjemmelavet pesto, se link øverst)
  • 200 g pizzasauce (evt. hjemmelavet, se længere nede)
  • 150 g fennikelpøse, parma eller chorizo, i skiver
  • flagesalt
  • tørret chili
  • salt og pener

Pizza sauce

  • 1 dåse flåede tomater
  • 1 dåse tomatpure
  • 1 løg, hakket
  • 1 fed hvidløg, presset
  • ½ dl olivenolie
  • 1 håndfuld frisk basilikum
  • 1 tsk. oregano
  • evt. lidt stødt chili

Sådan gør du

Dej

  • Rør vand, salt og gær sammen i en skål.
  • Tilsæt hvedemel og rør rundt med en grydeske i et halvt minut, til dejen har samlet sig og alt er vådt. Brug evt. en røremaskine. Drys med mel på toppen.
  • Lad dejen stå tildækket med film eller plastik (brug en gennemsigtig frysepose) og lad den hæve til dobbelt størrelse. Det tager omkring en time.
  • OBS: hvis du ikke har tiden til de næste tre trin, kan du blot lade dejen hæve til dobbelt størrelse og derefter dele den i 4 klumper og rulle bundende ud derefter. Vær dog opmærksom på, at dejen er meget våd, og at du derfor skal bruge en del mel til at rulle bundene ud. Nedenstående giver det bedste resultat, men at være det foruden er også helt fint!
  • Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i 4 stykker. Dejen er ret våd, og derfor er den måske en smule svær at arbejde med, men det er meningen, for at få det bedste resultat.
  • Vend siderne ind mod midten 4 gange så dejen bliver rund (næsten som når du folder en fastelavnsbolle) og læg dejen på sine folder. Lad dejen hæve igen i 30 minutter på rigeligt med mel. Skal du først bruge dejen senere, kan du blot sætte dej klumperne på en bakke med mel og komme dem i køleskabet.
  • Tag nu en klump dej og kom den på et stykke bagepapir drysset med lidt mel. Lav små fordybninger i dejen med fingrene (ikke hele vejen igennem) ned mod bordet, så bliver den nemmere at arbejde med. Drys igen mel over dejen og læg et stykke bagepapir ovenpå. Rul forsigtig dejen ud med en kagerulle. Du skal igen bruge rigeligt med mel her, da dejen er meget klistret.
  • Ønsker du en god kant på din pizza, kan du med fordel folde dejen en smule rundt i kanten.

Pizzasauce

  • Bland alle ingredienser (undtagen oregano) og blend med en stavblender. Tilsæt derefter oregano og smag til med salt, peber og evt. chili. Dette giver en ret stor portion tomatsauce, så kom resten i en bøtte og frys det ned. Så har du det til næste gang du skal lave pizzaer!

Fyld

  • Skær løg og champignon i skiver og svits dem på panden i olie til de bliver bløde.
  • Skær kartoflerne i papirtyndeskiver og kom dem i en skål med koldt vand i 5 minutter. Dræn dem derefter for vand.
  • Skær ligeledes squash i papirtynde skiver.

Anretning

  • Tænd ovnen på 250 grader.
  • For kartoffelpizza: Smør et tyndt lag pesto på bunden og kom hverken pesto eller fyld helt ud til kanterne. Kom lidt frisk mozzarella på bunden (ca. en håndfuld) og fordel nu kartoffelskiver på hele bunden. Fordel ligeledes ristet champignon samt løg på pizzaen. Tag små skefulde af mascarpone på pizzaen og drys med frisk rosmarin, flagesalt, tørret chili og peber.
  • For fennikelpizza: Smør et tyndt lag pizzasauce på bunden og kom hverken pizzasauce eller fyld helt ud til kanterne. Kom lidt frisk mozerella på bunden (ca. en håndfuld) og fordel nu squash og fennikelpølse på pizzaen. Fordel ligeledes ristet champignon samt løg på pizzaen og små skefulde af mascarpone. Drys med flagesalt, peber og tørret chilli.
  • Bag pizzaerne en af gangen på midterste rille i 8 minutter. Kom dem derefter ned på bunden (uden bageplade, blot på bagepapir) og giv dem her 2-4 minutter. Pizzaerne er færdige, når de har mørkebrune pletter på bunden. Hold øje, da ingen ovne er ens;)

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Opskrift Vurdering