Vil du følge med? 👇
Fyldte peberfrugter med bønner og feta
Peberfrugter med vegetarfyld
Fyldte peberfrugter med bønner og feta. Hurra for hurtig og nem aftensmad! Det var tilfældet herhjemme i går, hvor en rest bønnegryde fra fryseren endte som fyld i et par røde peberfrugter med bønner og feta. Jeg serverede dem med cremede hvidløgsris og en god salat.
De fyldte peberfrugter er et godt indspark til madplanen hvis du ønsker flere vegetariske retter og kødfri dage og hvis du laver en stor portion bønnegryde, så kan du også prøve min vegetariske opskrift på bønnegryde med sellerimos – en skøn opskrift på smovset comfortfood.


Bønne-fyldte peberfrugter med feta
Opskrift på fyldte peberfrugter med bønner og feta. En skøn hverdagsret som hurtigt og nemt kan bikses sammen og en god ide til flere kødfri dage.
Antal: 4 personer
(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)
Det skal du bruge
Fyldte peberfrugter
- 3 stk. peberfrugt
- ½ portion bønnegryde (se link øverst)
- 1 spsk. olivenolie
- 100 g feta
- 1 håndfuld frisk koriander
Krydderurtedip
- 1 håndfuld frisk koriander
- 1 håndfuld frisk persille
- ½ citron
- 1 fed hvidløg
- 2-3 dl cremefraiche (eller græsk yoghurt)
- ½ tsk. stødt spidskommen
- ½ tsk. groft salt
- friskkværnet peber
Tilbehør
- hvidløgsris (se link øverst)
Sådan gør du
Fyldte peberfrugter
- Tænd ovnen på 160° varmluft.
- Halver dine peberfrugter og tag kernerne ud. Pensel dem med lidt olivenolie og kom dem i et ildfast fad.
- Fordel din bønnegryde i peberfrugterne og top med smuldret feta.
- Bag i ovnen i ca. 30 min., eller til fetaen er let gylden og begynder at få sprøde kanter.
Krydderurtedip
- Finthak korianderen og persillen, pres hvidløget og pres saft fra citronen. Kom det hele i en skål sammen med cremefraichen og smag til med stødt spidskommen, salt og peber.
Hvidløgsris (se link øverst)
Emmas tips til opskriften
- Forberedelse: Du kan sagtens fylde peberfrugterne og stille dem klar i fadet et par timer i forvejen. Opbevar dem i køleskabet og bag dem lige inden servering.
- Holdbarhed: Eventuelle rester holder sig fint i køleskabet i 2-3 dage i en lufttæt beholder. Varm dem op i ovnen ved 160 grader varmluft i ca. 10 min., så holder de sig bedst.
- Frysning: De bagte peberfrugter kan fryses. Optø dem i køleskabet natten over og varm dem op i ovnen.
- Dippen er bedst frisklavet, men holder sig i køleskabet til næste dag.
Vis mig din mad på IG!Tag mig endelig på Instagram med @emmaolsen.dk, hvis du laver mine opskrifter! Vil elske at dele dine billeder med mine følgere








































